Tilbageblik: Deltager på ‘Mod ensomhed og imod nye fællesskaber’ skaber kunst i Hobro
I et tilbageblik på nogle af de gode historier i de første 6 måneder af 2023 finder vi denne – læs eller genlæs den her:
Deltager på ‘Mod ensomhed og imod nye fællesskaber’ skaber kunst i Hobro
Janni Klara Grendslev har deltaget i forløbet ‘Mod ensomhed og imod nye fællesskaber’ og har flyttet sig rigtig meget. Hun har fået meget ud af det nye fællesskab, der er skabt blandt deltagerne. Som afslutning på forløbet har Janni lavet et kunstværk af perler og med citater fra deltagerne under forløbet.
-Jeg har taget udfordringen og lavet et stort billede med 6-kantede perleplader, der er sat sammen til et stort billede. På pladerne står der citater, som alle deltagerne har bidraget med, det er blevet rigtig godt. Jeg er meget stolt over, at mit billede er kommet op og hænge ude i golfklubben, men al den opmærksomhed, der har fulgt med, er meget grænseoverskridende for mig, fortæller Janni Klara Grendslev til Mariagerfjordposten.dk.
Sådan ser værket ud:
-Jeg vil anbefale alle at deltage i sådan et projekt. Det har givet mig så meget at være med – fællesskabet omkring golfen, at have noget at stå op til, men også at vide, at jeg ikke er alene og at blive mødt og accepteret som den jeg er. Jeg har kunnet være mig selv og er ikke blevet mødt med krav, spørgsmål og dumme kommentarer pga. manglende forståelse – det har bare været fantastisk, slutter Janni.
Hobro Golfklub ønsker sammen med Helhjertet, at fortsætte deres samarbejdsprojekt ‘Mod ensomhed og imod nye fællesskaber’. Et projekt der blev startet under coronaen og som har stor succes hos de 9 deltagere, som har været med i forløbet.
-At se hvordan mennesker i de rigtige omgivelser og med et åbent hjerte kan flytte sig så meget på forholdsvis kort tid, er jo helt fantastisk og alle pengene værd, og ikke bare penge, men hvert minut, som man bruger på det, er jo utrolig livsbekræftende, fortæller eventkoordinator hos Hobro Golfklub, Steen Claudi Andersen og fortsætter:
-Hver enkelt deltager er blevet glade for fællesskabet, som virksomheden Helhjertet hjælper med forskellige aktiviteter, opgaver og mindfulness. Herudover er DGI inde over projektet, der er tilkoblet en psykolog og os som golfklub, med højt til loftet, skøn natur og sjov motion.
-Det er fantastisk at se, hvordan Janni og de andre har udviklet sig. Janni tog mod til sig og lavede et flot kunstværk med baggrund i forløbet. I første omgang tænkte vi, at det skulle hænge i møderummet, men bestyrelsen i Hobro Golfklub blev så begejstret for værket, at det nu er ophængt i Sparekassen Danmark Loungen, hvor alle kan nyde synet af værket og den gode historie, der ligger bagved, fortæller Steen og nikker anerkendende.
Det første forløb med ‘Mod ensomhed og imod nye fællesskaber’ er slut, men golfklubben håber, at de mange gode resultater hos deltagerne kan bane vejen for at finde økonomi hos fonde, kommunen, lokale virksomheder eller privatpersoner.
Arbejdet med at søge økonomi til næste hold er i fuld gang og ifølge eventkoordinatoren, er der stor interesse omkring projektet, der bliver nævnt og fremført i mange sammenhænge.
-Et så godt projekt som dette her, vil virkelig være ærgerligt, hvis ikke det kan fortsætte med endnu et hold. Flere fonde er positive, men vi har brug for mere hjælp og håber, at nogle lokale virksomheder eller privatpersoner kan se sig selv i et sponsorat til et godt projekt, slutter Steen Claudi Andersen.