Nyt håb for Østkystens miljø: Klagenævn ophæver spildevandstilladelser
Igennem de seneste år har der været meget debat om udledningen af renset spildevand på kyststrækningen mellem Als og Øster Hurup. En styregruppe i Stop Spildevand, på vegne af en stor gruppe på 62 foreninger, hovedsageligt grundejerforeninger, har indsendt to klager over, at udledningen ikke kommer længere ud fra kysten end de 3,8 km i vandet, samt over den miljøvurdering, som er blevet foretaget af de medvirkende kommuner, Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord.
Der er netop truffet afgørelse i sagerne
Godkendelsen for udledning af renset spildevand fra Mariagerfjord Renseanlæg er ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet.
“I styregruppen er vi meget tilfredse med, at vi har fået medhold i vores klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Begge sager er sendt tilbage til fornyet behandling hos Mariagerfjord Kommune, og de godkendelser, der blev givet tilbage i 2020 for udledning af renset spildevand fra Mariagerfjord Renseanlæg, er ophævet. Vi betragter det som en særdeles stor sejr for miljøet på Østkysten,” fortæller Finn Frandsen, der er med i den 10-mands store styregruppe, og han bakkes op af Ejgil G. Madsen der fortsætter:
“Vi kan se og høre fra fritidsfiskere og andre naturelskere, at miljøforholdene har ændret sig inden for de seneste år. Fiskene, både skrubber, der lever på bunden, og ørreder, der lever oppe i vandet, er væk. Da vi flyttede hertil for 6-7 år siden, var der mange fiskere, der hurtigt fik bid på krogen eller fyldte deres net. Alle fisk og fiskere er væk, og det skyldes uden tvivl iltforandringer i vandet.”
“Medholdet i vores klager viser, at demokratiet virker. Det eneste, man kan ærgre sig lidt over, er, at klageprocessen og at få truffet en beslutning hos Miljø- og Fødevareklagenævnet kan tage så lang tid. Nu glæder vi os over, at Mariagerfjord Kommune skal lave en ny behandling af sagen, som forhåbentlig vil sende udledningsrøret langt længere ud i Kattegat end de nuværende 3,8 km,” slutter Ejgil.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sagen om tilladelse til udledning af renset spildevand fra Mariagerfjord Renseanlæg til Kattegat:
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 20. november 2020 om udledning af renset spildevand fra Mariagerfjord Renseanlæg beliggende på matr. nr. 16i og 16k Visborg By, Visborg, til Kattegat, og hjemviser sagen til fornyet behandling.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om § 25-tilladelse til tilledning af spildevand fra Rebild Kommune og Vesthimmerlands Kommune og udvidelse af renseanlæg i Mariagerfjord Kommune:
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Rebild Kommunes, Vesthimmerlands Kommunes og Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 16. juni 2020 om § 25-tilladelse til tilledning af spildevand fra Rebild og Vesthimmerlands kommuner til Mariagerfjord Renseanlæg samt til udvidelse af Mariagerfjord Renseanlæg til en kapacitet på 275.000 personækvivalenter og hjemviser sagen til fornyet behandling i Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune.