En særlig aften: Als Kro åbner igen
For én særlig aften genopstår Als Kro som samlingspunkt, når Boldklubben Viking inviterer til det traditionsrige Julebal den 29. december 2024, altså 5. juledag. Denne unikke tradition er en fast del af julen i Als og finder altid sted den 29. december – uanset ugedagen. I år falder det på en søndag, og arrangørerne håber på stor opbakning til juleballet.
– Det er noget helt specielt for byen. Mange, der er flyttet væk, kommer hjem denne aften for at mødes med gamle venner og fejre julen sammen, fortæller Marlene Sand Frandsen, formand for Boldklubben Viking.
Kroen, som normalt er lukket, bliver gjort klar af en gruppe frivillige, der i dagene op til arrangementet frisker lokalerne op og skaber den helt rigtige hyggelige atmosfære for festlighederne.
Program for aftenen:
- Kl. 17: Krostuen åbner og byder på hygge og samvær indtil kl. 02.
- Kl. 18: Der serveres en lækker tapas-tallerken fra Helles Køkken. Bemærk, at der kun er få billetter tilbage til middagen. Kontakt Marlene på 24 89 02 99 for at sikre dig en spisebillet.
- Kl. 21: Salen åbner med DJ, liveband og dans, der varer til kl. 02.
Entré til juleballet koster 100 kroner, og festen plejer at tiltrække både lokale og tidligere beboere fra Als og omegn.
– Det er en fantastisk mulighed for at holde liv i traditionerne og samle folk på tværs af generationer. Der er altid en særlig stemning, som er svær at beskrive, men som må opleves, slutter Marlene.
Så find danseskoene frem, og kom til en aften fyldt med fest, god mad og gensynsglæde på Als Kro