Nyrenoveret Brugsen i Øster Hurup klar til festlig genåbning
Fredag den 14. marts 2025 kl. 10.00 klipper formand for butiksrådet, Allan Krone, og uddeler Alex Mosbech snoren til den nyrenoverede Brugsen i Øster Hurup. De første 100 kunder modtager en buket blomster som startskud til ti dages fejring med gode tilbud og aktiviteter i butikken.
En omfattende modernisering
Siden den 3. januar 2025 har butikken været igennem en omfattende ombygning og modernisering, der har opdateret både indretning og teknik.
“Det er en stor omgang, vi har haft i vente, men det var tiltrængt – og resultatet er blevet rigtig godt. Vi har blandt andet etableret et nyt pakkeområde ved kasse 1 og installeret et CO2-anlæg, så vi har kunne udskifte alle vores gamle køl- og frostanlæg fra freon til CO2. Det er godt både for driftsbudgettet og for miljøet,” fortæller uddeler Alex Mosbech.
Nyt navn og ny indretning
Som en del af moderniseringen skifter butikken navn fra Dagli’Brugsen til Coops nye butikskæde, Brugsen. Samtidig har indretningen fået en gennemgribende opdatering, hvor mange varer har fået nye placeringer.
“Vi har opdateret indretningen, så butikken bliver mere overskuelig. Frugt- og grøntafdelingen har fået nye kølereoler og nyt inventar, mens Bake Off-afdelingen er flyttet, hvilket har givet plads til en meget større vinafdeling,” siger Alex Mosbech og tilføjer, at delikatessen også har fået nye diske og inventar, så der er mere plads til et bredere udvalg af færdigretter og kødprodukter.
Flere varer og bæredygtige løsninger
Kunderne kan se frem til et større varesortiment, hvor efterspørgslen på glutenfrie produkter er blevet imødekommet, og der nu er et dedikeret område med produkter til hus, have og cykler.
“Vi har desuden etableret et scan-selv-område med fire selvbetjeningskasser mellem vores to nye bemandede kasser. Og så har vi investeret i energibesparende LED-belysning, der reducerer vores energiforbrug til lys med over 62 %. Det er en vigtig del af vores strategi for en mere bæredygtig butik,” siger Alex Mosbech.
Få lukkedage trods stor ombygning
Trods den store ombygning har butikken holdt åbent stort set hele perioden og har kun haft få lukkedage. Det har været en vigtig prioritet for at sikre mindst mulig gene for de faste kunder.
Fredagens åbning markerer afslutningen på den store modernisering, og uddeleren håber, at den store opbakning fra kunderne under ombygningen fortsætter i den nye butik.
