Social- og sundhedselever i Hobro fik indblik i Ældre Sagens frivillige tilbud
I forbindelse med social- og sundhedshjælper grunduddannelsen i Hobro deltog 35 elever og to lærere for nylig i et orienterende møde med fem frivillige fra Ældre Sagens socialhumanitære tilbud.
Formålet med mødet var at give eleverne et indblik i de mange muligheder, som Ældre Sagen tilbyder for at støtte ældre og bekæmpe ensomhed gennem frivilligt arbejde og fællesskab.
Eleverne fik en grundig introduktion til Besøgstjenesten, Demens Café FRI, Vågetjenesten samt Sorg- og livsmodsgrupper. Orienteringen omfattede blandt andet, hvordan nye tilbud startes op, hvordan de enkelte tilbud er struktureret, samt hvilke vilkår der gælder for de frivillige.
Alle tilbud er gratis, og alle er velkomne. Under oplæggene var der god mulighed for at stille spørgsmål, da mange af eleverne ikke tidligere havde kendskab til de mange tilbud, som Ældre Sagen stiller til rådighed for at skabe nye fællesskaber og mindske ensomhed.
Under kaffepausen fordelte de frivillige sig blandt eleverne, hvilket gav anledning til mange gode samtaler, spørgsmål og dialog. Det skabte en nærværende og åben stemning, hvor eleverne kunne få et mere personligt indtryk af det frivillige arbejde.
Afslutningsvis fik eleverne en kort præsentation af Ældre Sagen og organisationens formål: Et godt liv hele livet. Det blev også understreget, at Ældre Sagens tilbud er for alle, men at der ved visse aktiviteter, udflugter og foredrag kan være egenbetaling.
Eleverne modtog desuden et lokalblad, hvor dette halvårs tilbud er beskrevet. Bladet kan hentes på Ældre Sagens kontor, på biblioteket samt i Bie Centret.
Mødet blev afsluttet som et positivt og givende arrangement med interesserede og nysgerrige social- og sundhedselever, der fik et værdifuldt indblik i de mange muligheder for frivilligt engagement og støtte til ældre i lokalområdet.





