ForsideMariagerfjord16-årig lokal Europamester fra Sønder Onsild støttes lokalt

16-årig lokal Europamester fra Sønder Onsild støttes lokalt

16-årig lokal Europamester fra Sønder Onsild støttes lokalt

- Annonce -

Anton Emil Mejdal Lauritzen dansede sig til titlen som Europamester i sin første internationale turnering, og dansen fortsætter ufortrødent for den 16-årige fra Hobro området. Med støtte fra Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond er han klar til flere internationale dansetrin.

Internationalt format

Da Anton var 3 år gammel, erklærede han, at han ville gå til ”dansning”. Hans mor Birgitte Lauritzen gik heldigvis med på ideen, da Anton forkastede ”fjolledansen” på den lokale danseskole. De måtte til Randers, hvor Mads Vad havde åbnet ”Kidz Stylez”. Der lå nemlig både talent og benhård beslutsomhed bag den 3-åriges erklæring, og i sommer tog han to guldmedaljer ved EM i Nordmakedonien. Der ligger mange timers træning og transport bag sådan en sejr, når man bor så langt ude, at kragerne har madpakker med. Så det var lidt uvirkeligt, da det hele kulminerede til Antons første internationale turnering i sommers. Anton vandt guld i duoen med sin duopartner Molly, og han tog også guld i solo til EM.

Støtten fra Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond gør det muligt for Anton at betale sin danseundervisning og drømme om nye udfordringer indenfor danseverdenen. Foto: Privat

Det var en fantastisk oplevelse at få lov at danse på sådan en stor scene. Vi var 60 par i duoen, så det var kæmpestort. Vi stillede op med vores egen koreografi, så det var virkelig vildt at vinde. Jeg kan huske, at jeg bare ville op og danse mere. Det er selvfølgelig fedt at vinde, men der er ikke noget, der kommer op på siden af at stå på scenen og få lov at danse foran så mange. Hiphop er ikke så stort i Danmark, så det var en utrolig oplevelse, fortæller Anton.

Anton vandt også guld i duoen til EM med sin duopartner Molly. Foto: Privat

Europamester og på efterskole

Det eneste tidspunkt Anton har været bare lidt i tvivl, var da han skulle vælge efterskole. Efter en del overvejelser endte han med at vælge Risskov Efterskole og Elite Sports Akademiet i Aarhus. Det er perfekt for Anton, for han får det bedste af begge verdener. Han har aldrig haft så nemt ved at komme til træning, så det fejrer han ved at træne 3 gange om ugen og 4 timer i weekenden. Før i tiden var der en times kørsel fra Sønder Onsild til træning hos Mads Vad i Aarhus, hvor Anton startede for 10 år siden. Allerede efter 1,5-års træning i Randers år blev Anton udtaget til talent- og turneringstræning i Aarhus til Birgittes forbløffelse, da der slet ikke er dansere i familien. Talentet var åbenlyst, og Anton kan slet ikke undvære dansen. Dengang dansede Anton latin og blev Danmarksmester i 2017. Anton dansede hiphop ved siden af for sjov, men fra 2018 satsede han på hiphoppen.

Dansen giver mig så megen glæde, selvom det er svært i Jylland. Der er ikke så meget at komme efter – slet ikke indenfor hiphop. Når jeg danser, går jeg ind i en boble, hvor alt andet forsvinder. Træningerne går virkelig hurtigt. Dansen er mit frirum, hvor jeg bare altid kan finde overskud. Jeg kan godt lide at konkurrere, men det er ikke så meget det, der fylder for mig. Hjemme har jeg lavet en del koreografi på en træbro midt i naturen, hvor jeg bare kan give slip og nørde løs med min dans. Jeg danser for min egen skyld, fortæller Emil.

Anton i sit rette element på scenen og give den gas for publikum. Foto: Privat

Europamester og hvad så?

Både Anton og Birgitte var ellevilde af glæde, da han blev Europamester, men hvad stiller man op med rollen som europamester, når det egentlig ikke var med vilje?

Der er ingen tvivl om, at dansen er en del af Antons fremtid, men forløbet har nok været lidt atypisk. Det har hele tiden handlet om Antons glæde lige fra han, som 3-årig dansede til Wii sammen med sine store søskende. Birgitte kunne da også mærke, at hun ikke er en typisk danseforælder, da hun var til forældremøde på Elite Sports Akademiet. Anton er en efternøler, så Birgitte føler sig heldig, fordi hun har haft de ældre søskendes opbakning til at støtte Antons dans. Børnebørnene er temmelig tilfredse med at have en ret sej onkel A.

Det er ikke billigt at gå til dans, derfor er det en stor lettelse, at vi har fået økonomisk støtte fra Svend Nielsen og Herdis Myginds Fond. Pengene står på Antons konto, så han betaler selv for sin danseundervisning. I oktober betalte han for turen til Østrig til VM. Tænk sig, at han blev nummer 6 i verden. Anton og Mollys duo blev nummer 4. Det er svært at beskrive, hvordan det føles. Jeg er jo bare Antons mor, og for mig er det vigtigst, at han er tilfreds. Det skurrer dog lidt i mit morhjerte, at han lige nu planlægger at blive i Aarhus og tage en STX på Risskov Gymnasium for at fortsætte på Elite Sports Akademiet og være i nærheden af dansemulighederne, men det er jo det, der gør ham glad, fortæller en stolt mor Birgitte.

Antons glæde ved dansen lyser ud af både hans krop og ansigt. Her sammen med dansepartneren Molly. Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Hærværksmand taget på fersk gerning

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler