Veterantoget kører ud i sommerlandet
Så skal skinnerne mellem Mariager og Handest igen slides blanke.
Søndag den 7. juni 2026 kl. 10.50 i Mariager fløjter veteranbanen afgang for sin sommersæson nummer 56.
”Vi glæder os til igen at byde velkommen ombord i vores kulturhistoriske perler af jernbanemateriel,” fortæller Veteranbanens driftsbestyrer, Frits Sørensen. ”Det meste af vores rullende materiel har efterhånden rundet et århundrede. Vores lokomotiver og vogne stammer fra privatbaner i Midt- og Nordjylland, der for manges vedkommende blev nedlagt for mere end halvtreds år siden,” fortsætter Frits.
”Vi genskaber en hyggelig og nostalgisk privatbane fra 1920’erne med såvel diesellokomotiv som sjove gamle motorvogne og Danmarks flotteste røde skinnebus. Alt sammen fra en fjern tid, hvor landets statsminister hed Thorvald Stauning, og regenten var Chr. X – vores nuværende konges oldefar.
Det alleryngste materiel er bygget først i halvtredserne, så også disse køretøjer har nu nået den officielle pensionsalder. Køretøjerne er imidlertid gjort af solidt kram fra daværende Vognfabrik Scandia i Randers og Frichs i Århus, så de kører lystigt videre hos os,” beretter driftsbestyreren.
”I denne sæson suppleres vores røde 71-årige gamle diesellokomotiv M 5 fra Frichs, der er spændt foran vognene. Veteranbanen har nemlig en 100 års jubilar – den lokalt kendte motorvogn RHJ M4 fylder 100 år, hvilket fejres med særlige kørsler d. 20. juni,” beretter Frits med et stort fødselsdagssmil.
Veteranbanen har derudover også udvidet aktiviteterne i køreplanen og kører nu også om lørdagen i juli.
Sommeren byder derfor på veterantog søndage i juni samt tirsdage, torsdage, lørdage og søndage i juli samt søndage i august måned.
”I efterårsferien slutter vi af med den traditionsrige kastanjetogskørsel, som banen har kørt de seneste mere end tyve år – og så naturligvis Halloween-toget torsdag aften i børnenes efterårsferie. Det plejer at være et brag af en succes.”
Det rullende materiel er klar til den kommende sæson. De mange person- og motorvogne af teaktræ har fået en kærlig gennemgang, så hele vognparken nu stråler og skinner i sommersolen.
”En tur med veteranbanen er garanteret en tur med stil,” lover Frits Sørensen.
Veteranbanen, der er Danmarks længste på 17 kilometer, snor sig i bogstavelig forstand gennem den smukke natur i det bakkede og frodige landskab sydvest for Mariager.
Akkompagneret af fløjten fra det gamle lokomotiv eller fra de aldrende motorvogne går det op langs Mariager Fjord, gennem bøgeskov, over store uberørte vådområder og over hedearealerne ved Glenstrup til endestationen i Handest.
Rigtig mange rejsende benytter turen til at spise den medbragte frokost eller nyde eftermiddagskaffen i de hyggelige gamle personvogne. Har man brug for at strække benene undervejs, går man blot ud på vognens åbne endeperroner, hvor man kan indsnuse atmosfæren af en rigtig jernbanerejse fra dengang, farfar var dreng.
Kort sagt er der lagt op til den ideelle familietur for alle generationer – både børn, forældre og bedsteforældre. Har man barnevogn med, kan den naturligvis anbringes i togets pakvogn, mens familien hygger sig på de polstrede brune lædersæder. Familiens firbenede ven er selvfølgelig også velkommen. Hunde befordres gratis, ligesom cykler også medtages frit i alle tog.
På endestationen i Handest kan man aflægge et besøg i den nyistandsatte ventesal, hvor portrætter af den kongelige familie kigger ned på de ventende rejsende, og i stationskontoret regerer stationsmesteren og hans kollega, postbuddet, der står ved sorteringsreolen.
Kort sagt er Handest Station et stykke levende kulturhistorie fra den tid, da Mads Skjern ankom til Korsbæk, og gæsterne indtog Badehotellet i Vendsyssel.
På veteranbanen er hastigheden ikke voldsom.
”Med 30 kilometer i timen når alle at få sjælen med sig, og har man madkurven eller eftermiddagskaffen med i toget, smager det hele dobbelt så godt,” garanterer Frits, der ønsker alle en rigtig god sommer.
Alt sammen kan I læse mere om på vores hjemmeside www.mhvj.eu, hvor det også er muligt at købe billetter. Bemærk, at moderne købte billetter ombyttes til ægte togbilletter ved henvendelse på stationen i Mariager.
”Og i øvrigt – man kan leje sit helt eget veterantog, f.eks. sin egen røde skinnebus,” tilføjer Frits Sørensen.






