Assens IF får millionstøtte til renovering af klubhus
Assens IF har modtaget 1.000.000 kroner fra Nordea-fondens Renoveringspulje til projektet ”Klubhuset – Samler foreningslivet og byen”. Støtten gør det muligt at igangsætte den længe planlagte renovering af klubbens klubhus.
Projektet har været under udvikling siden efteråret 2024 og skal styrke fællesskabet i både Assens IF og blandt områdets øvrige foreninger og borgere.
Renoveringen omfatter både indvendige og udvendige forbedringer af klubhuset. Målet er at skabe moderne og mere energivenlige rammer, som kan samle endnu flere aktiviteter og fællesskaber i lokalområdet. Efter projektet vil klubhuset fremstå tidssvarende og klar til at danne ramme om foreningsliv og sociale aktiviteter.
På vegne af klubben har Mads Holt Larsen stået for ansøgningen til Nordea-fonden. Han er begejstret for, at projektet nu kan realiseres.
“Det betaler sig at arbejde med tingene og det er jo en kæmpe forløsning at kunne være med til søsætte et projekt som dette,” lyder det fra Mads Holt Larsen.
Assens IF er blandt de 187 projekter på landsplan, der har fået del i Nordea-fondens Renoveringspulje. I alt har fonden uddelt 100 millioner kroner til lokale mødesteder over hele landet.
Puljen modtog 1.276 ansøgninger fra både små og store fællesskaber, og projekterne fordeler sig på 67 kommuner i alle fem regioner. Fokus er blandt andet på bæredygtighed, energirenovering og tilgængelighed.





