STARK Hobro inviterer til stor håndværkermesse
Fredag den 19. juni fra klokken 11 til 16 slår STARK Hobro dørene op til årets håndværkermesse, hvor både private og erhvervskunder kan hente inspiration, rådgivning og gode tilbud.
Omkring 30 leverandører vil være til stede på dagen, hvor de står klar til at vejlede kunderne om alt fra byggematerialer til værktøj.
Samtidig lokker byggemarkedet med særlige messetilbud – herunder flere lokale tilbud, som kun gælder i STARK Hobro.
– Vi glæder os til at byde både private og erhvervskunder velkommen til en dag fyldt med inspiration, gode tilbud og hyggeligt samvær. Det er en oplagt mulighed for at møde leverandørerne ansigt til ansigt og få svar på spørgsmål til både små og store projekter, siger butikschef Charlotte Drejer Mølgaard.
Der bliver også sørget for noget til ganen, da der serveres burgere i løbet af dagen.
Konkurrencer og præmier
Besøgende kan desuden deltage i konkurrencer gennem hele dagen. Hver halve time trækkes der en vinder blandt dagens kunder, der handler for minimum 2.500 kroner.
Åbner nyt inspiration- og designcenter
Håndværkermessen bliver samtidig rammen om åbningen af STARK Hobros nye inspiration- og designcenter.
Her kan kunderne blandt andet opleve et stort udvalg af gulve og klinker samt få inspiration til kommende bygge- og renoveringsprojekter. Der er også etableret nye udstillingsmiljøer med badeværelsesløsninger.
I forbindelse med åbningen tilbyder STARK Hobro 40 procent rabat på gulve og klinker.
– Vi har skabt et område, hvor kunderne kan komme tættere på materialerne og få en bedre fornemmelse af, hvordan de forskellige løsninger ser ud i virkeligheden. Det gør det lettere at træffe de rigtige valg, siger Charlotte Drejer Mølgaard.
Ny butikschef med lokale rødder
Den 1. maj tiltrådte Charlotte Drejer Mølgaard som ny butikschef i STARK Hobro.
Hun kommer fra en stilling hos au2parts i Hobro, hvor hun gennem cirka syv et halvt år havde ansvaret for virksomhedens tøjafdeling. Da afdelingen blev nedlagt, begyndte hun at se sig om efter nye muligheder.
Valget faldt på STARK Hobro.
– Da muligheden opstod, syntes jeg med det samme, at STARK lød utrolig spændende. Her er masser af aktivitet, dygtige medarbejdere og mange forskellige udfordringer. Det er et sted med liv, og det tiltalte mig rigtig meget, fortæller hun.
Charlotte Drejer Mølgaard er oprindeligt fra Rørbæk og bor i dag i området omkring Rold og Arden.
– Det betyder meget for mig at arbejde lokalt. Jeg kender området, mange af kunderne og de lokale virksomheder. Det giver en særlig glæde at være på sin egen hjemmebane, siger hun.
Med håndværkermessen og åbningen af det nye designcenter ser den nye butikschef frem til at byde både nye og kendte ansigter indenfor i STARK Hobro.
– Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi. Der er noget at komme efter, uanset om man er professionel håndværker, gør-det-selv-entusiast eller blot søger inspiration til næste projekt, siger Charlotte Drejer Mølgaard.








