ForsideHobroDet summer af liv i Det Røde Pakhus – Sommer i Pakhuset...

Det summer af liv i Det Røde Pakhus – Sommer i Pakhuset åbner lørdag

- Annonce -

Det summer af liv i Det Røde Pakhus – Sommer i Pakhuset åbner lørdag

Der er travlhed i Det Røde Pakhus på Hobro Havn, hvor de sidste værker bliver hængt op, podier bliver gjort klar, og de mange frivillige lægger sidste hånd på forberedelserne. Lørdag klokken 10.00 slår Sommer i Pakhuset dørene op til endnu en sommer fyldt med kunst, kultur og oplevelser.

Den første uge kan de besøgende glæde sig til en spændende kunstudstilling med værker fra 20 forskellige kunstnere, men det er blot begyndelsen. Hen over sommeren vil hele 110 kunstnere udstille i Det Røde Pakhus, hvor nye temaer og nye kunstnere løbende overtager væggene.

– Der bliver virkelig noget at kigge på. Vi glæder os til at byde både lokale og turister velkommen til en sommer, hvor kunsten er i centrum, og hvor der hele tiden sker noget nyt, lyder det fra arrangørerne.

Åbningen bliver markeret med en officiel åbningstale af den lokale kunstner og galleriejer Klaus Højbjerg, der står bag Galleri Højbjerg & Simmelsgaard i Skibsgade i Hobro. Han vil sætte ord på kunstens betydning og de mange muligheder, som Sommer i Pakhuset giver både kunstnere og publikum.

Den musikalske ramme om åbningen leveres af Valdemar Bjerre, der spiller klaver og er med til at skabe den stemning, som arrangørerne håber kommer til at præge hele sommeren på havnen.

Sommer i Pakhuset bygger videre på succesen fra sidste år, hvor tusindvis af besøgende lagde vejen forbi Det Røde Pakhus. I år er programmet udvidet med endnu flere aktiviteter, og ud over de skiftende kunstudstillinger kan gæsterne se frem til blandt andet fællessang, workshops, artist talks, musik, foredrag og andre kulturelle oplevelser.

Det betyder, at der næsten hver uge er nye grunde til at lægge vejen forbi Hobro Havn.

Sommer i Pakhuset løber frem til udgangen af juli og er med til at skabe liv på havnen gennem hele sommerferien. Uanset om man interesserer sig for maleri, keramik, grafik, tekstilkunst eller blot har lyst til en hyggelig oplevelse i maritime omgivelser, er der noget at opleve.

Lørdag klokken 10.00 bliver startskuddet skudt til endnu en kultursommer i Det Røde Pakhus – og alt tyder på, at der igen bliver masser af liv på Hobro Havn.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler