Haveselskabets bedste råd til at gøre haven ferieklar
Vi ved godt, at du vil komme til at savne din have, mens du er væk – eller måske ikke? Uagtet hvilken havetype du er, får du her et par gode råd fra Haveselskabet til at passe godt på din have, mens den er ”alene hjemme” i sommerferien.
Først bagte solen haverne af. Så kom regnen. Den danske sommer har budt på lidt af det hele, og det betyder, at mange haveejere skal tænke anderledes, når de rejser på ferie. Haveselskabet opfordrer derfor danskere til at bruge en halv time på at gøre haven ferieklar, inden kufferten pakkes.
For få uger siden handlede det om tørke, varme og planter, der hang med hovedet. Nu har regnen sat fart i både græsplæner, køkkenhaver og ukrudt.
”Vi har haft et klassisk dansk haveår, hvor planterne først har kæmpet med tørke og siden fået masser af vand. Det betyder, at mange haver ser frodige ud lige nu, men også at ukrudtet vokser eksplosivt, og at krukker, drivhuse og nyplantede planter stadig kræver opmærksomhed”, siger Brian Christensen, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
Selvom vejret har været mere nådigt de seneste uger, er det fortsat en god idé at få en nabo, ven eller et familiemedlem til at holde øje med haven, mens man er væk.
”De fleste planter kan sagtens klare sig et par uger uden konstant pasning. Men krukker, altankasser og planter i drivhuset er stadig de svage punkter. Her kan et enkelt besøg eller to med en vandkande gøre hele forskellen”, siger Brian Christensen.
Haven er mere robust, end mange tror
Mange haveejere frygter at komme hjem til visne planter og triste blomsterbede. Men ofte er bekymringen større end problemet.
Planter er udviklet til at klare perioder med både tørke og regn. Selv planter, der ser triste ud, når man kommer hjem, kan ofte komme sig igen. I Haveselskabets rådgivning hører de hvert år, om folk, der dømmer planter døde, men som alligevel kommer igen
Hvis du bruger en halv time på at luge før ferien, sparer du dig selv for flere timers arbejde, når du kommer hjem. Mange ukrudtsarter kan nå både at blomstre og sætte frø på få uger.
Græsplænen klarer sig selv
Efter tørkeperioden er græsset mange steder begyndt at vokse igen.
”Du behøver ikke stresse over græsplænen. Den må gerne blive lidt langhåret, mens du er væk. Faktisk har den ofte godt af det, siger Brian Christensen.
Haveselskabets 10 ferieråd
- Find en ”havesitter” – få en nabo, ven eller et familiemedlem til at se til haven Den vigtigste opgave: Bed dem især holde øje med krukker, drivhus og nyplantede træer og buske. Aftal gerne, hvor ofte de skal kigge forbi. Husk at opfordre ”havesitteren” til at klippe blomster og høste bær og grøntsager.
- Vand krukker og altankasser grundigt Krukker tørrer hurtigst ud. Giv dem en ordentlig omgang vand inden afrejse.
- Flyt krukker i skygge eller halvskygge Mindre sol betyder mindre fordampning og færre vandinger. ”Når krukkerne står i skygge, reduceres fordampningen markant. Det kan betyde flere dages ekstra vandreserve,” siger Brian Christensen.
- Lav selvvandingsløsningerBrug selvvandingskrukker eller en vandflaske med vand, der langsomt afgives til jorden. Lav en simpel selvvander. En stor plastflaske fyldt med vand kan fungere som en effektiv selvvander i mindre krukker. ”Det er en enkel løsning, som kan holde mange sommerblomster i live i op til en uge,” forklarer Brian Christensen.
- Tjek drivhuset Sørg for, at vinduer og døre kan stå åbne, og at de automatiske vinduesåbnere fungerer. ”Drivhuse kan blive meget varme på få timer. Sørg for, at vinduer og døre kan stå åbne,” siger Brian Christensen.
- Dæk bar jord i køkkenhaven Et lag græsafklip eller andet organisk materiale holder bedre på fugten.
- Lug ukrudt inden afrejse Efter sommerens regn kan ukrudtet vokse eksplosivt og nå at sætte frø, mens du er væk.
- Klip afblomstrede stauder tilbage Mange stauder kvitterer med friske blade og måske en ekstra blomstring senere på sommeren. Det kan f.eks. være: Staudesalvie, storkenæb, katteurt og løvefod, der ofte kvitterer med frisk løv og i nogle tilfælde en ekstra blomstring senere på sommeren.
- Vær ekstra opmærksom på nyplantede træer og buske De har endnu ikke et dybt rodnet og kan ikke klare sig længe uden vand.
- Fyld fuglebad og vandkar op Hjælp fugle, pindsvin og insekter med adgang til frisk vand.




