ForsideMariagerfjordSeniorrådet inviterer til ældrekonference om den nye ældrelov

Seniorrådet inviterer til ældrekonference om den nye ældrelov

- Annonce -

Seniorrådet inviterer til ældrekonference om den nye ældrelov

Hvordan kommer den nye ældrelov til at påvirke hverdagen for ældre borgere i Mariagerfjord Kommune? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Seniorrådet inviterer til ældrekonference tirsdag den 15. september i Hobro Idrætscenter.

Konferencen henvender sig til alle med interesse for ældreområdet og byder på en hel dag med oplæg, debat og information om de ændringer, der følger med den nye ældrelov og sundhedsreformen.

Dagen begynder med velkomst ved borgmester Jesper Skov Mikkelsen og Seniorrådets formand Ole Knudsen.

Et af dagens hovedtemaer bliver samarbejdet mellem kommunen, pårørende og civilsamfundet. Chefkonsulent Jacob Høj Jørgensen fra Delendorff vil blandt andet sætte fokus på, hvordan de nye ambitioner i ældreloven kan omsættes til konkrete løsninger, hvor frivillige, foreninger og kommunen arbejder tættere sammen om at skabe et godt hverdagsliv for ældre.

Efter frokost følger en række oplæg om udviklingen på ældreområdet i Mariagerfjord Kommune. Helle Quist, næstformand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, fortæller om de politiske prioriteringer, mens direktør Carsten Møller Beck giver en status på implementeringen af sundhedsreformen og dens betydning for kommunens ældre borgere.

Derudover orienterer Jonna Madsen, fagchef for Ældre og Omsorg, og Rikke Lyck Valentin, praksisnær implementeringsmedarbejder, om arbejdet med at implementere den nye ældrelov i kommunen.

Konferencen rundes af med et oplæg fra musikterapeut Kitti Pedersen, der sætter fokus på, hvordan musik og sang kan bidrage positivt til sundhed og livskvalitet.

Ældrekonferencen finder sted tirsdag den 15. september kl. 9.30-15.00 i Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, Hobro.

Deltagelse sker efter først til mølle-princippet, og tilmelding skal ske senest tirsdag den 1. september via e-mail fordelingsundomsorg@mariagerfjord.dk eller telefon 97 11 34 92.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler