ForsideMariagerfjordCafé FRI i Hobro fylder fem år: Et vigtigt frirum for demensramte...

Café FRI i Hobro fylder fem år: Et vigtigt frirum for demensramte og pårørende

- Annonce -

Café FRI i Hobro fylder fem år: Et vigtigt frirum for demensramte og pårørende

For fem år siden åbnede Ældre Sagen Hobro dørene til Café FRI – et tilbud til hjemmeboende personer med lettere demens og deres pårørende. Trods en vanskelig start under coronarestriktionerne har caféen udviklet sig til et efterspurgt mødested, hvor der i dag er venteliste.

Café FRI holder til i Medborgerhuset i Hobro, hvor Ældre Sagen fra begyndelsen lejede et lokale, som fortsat danner rammen om aktiviteterne.

Ved opstarten var Anne Marie Bertelsen aktivitetsleder, og fem frivillige var med til at få tilbuddet godt fra land. De deltog blandt andet i kurser gennem Ældre Sagen og tog på ekskursioner, ligesom der blev indkøbt relevante materialer og inventar til aktiviteterne. Fire af de frivillige, der var med fra begyndelsen, er fortsat en del af Café FRI.

Faste rammer og hyggelige aktiviteter

Hver torsdag i lige uger fra klokken 14 til 16 mødes brugerne til et par timer med samvær og aktiviteter i rolige og trygge rammer.

Der bliver budt velkommen, sunget sange og dækket op til kaffe, og programmet byder blandt andet på harmonika og sang med Henrik, stolemotion med Tove og forskellige spil.

Gennem årene er der samtidig opstået en række faste traditioner, som deltagerne bakker godt op om.

Efter sommerferien mødes brugere og frivillige ved Den Blå Fisk for at nyde en stor is sammen. I oktober går turen på den årlige løvfaldstur, mens året afsluttes med julefrokost. Inden sommerferien arrangeres der desuden udflugt til Øster Hurup, hvor der lejes et større hus med mulighed for både fælles frokost, en lille gåtur og efterfølgende hvil.

Fælles for arrangementerne er, at de foregår i et roligt tempo og med hensyn til den enkelte deltager.

Pårørende fik deres eget frirum

Efter nogle år blev tilbuddet udvidet med en pårørendecafé. Den ledes af to frivillige, som blandt andet har deltaget i Ældre Sagens kurser i at lede sorggrupper.

Her får de pårørende mulighed for at møde andre, der står i en lignende situation, og dele både erfaringer og de udfordringer, der kan følge med, når ens ægtefælle eller nærmeste lever med demens.

Betydningen af fællesskabet blev meget konkret beskrevet af en af de pårørende:

– Det er min redning – min ventil. At være i en gruppe med ligesindede er som at være i en familie, hvor der er tryghed og rummelighed.

De pårørende har mulighed for at fortsætte i pårørendecaféen, også når Café FRI ikke længere er et tilstrækkeligt tilbud til den demensramte ægtefælle.

De frivilliges indsats mødes ifølge Ældre Sagen med stor taknemmelighed fra brugere og pårørende, som fremhæver deres omsorg og imødekommenhed.

Samarbejde med kommunens demenskoordinatorer

Café FRI samarbejder også med Mariagerfjord Kommunes demenskoordinatorer, som har besøgt caféen.

Samarbejdet omfatter blandt andet planer om et kursus for de frivillige med fokus på kommunikationen med personer med demens og deres pårørende.

Torsdag den 3. september bliver de første fem år markeret, når Café FRI fejrer jubilæet med smørrebrød og hyggeligt samvær.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler