ForsideHobroMariagerfjord stormer frem på erhvervsranglisten
Madgården Arden

Mariagerfjord stormer frem på erhvervsranglisten

- Annonce -

Mariagerfjord stormer frem på erhvervsranglisten

Den nordjyske fjordkommune stryger 28 pladser frem i Dansk Industris måling af erhvervsvenligheden med sin bedste placering nogensinde.

Det sender Mariagerfjord op fra den bløde mellemvare til en fornem 20.-plads på ranglisten over landets erhvervsvenlige kommuner. Springet på ikke mindre end 28 pladser giver samtidig Mariagerfjord den bedste placering nogensinde, siden Dansk Industri første gang gennemførte undersøgelsen i 2010.

På borgmesterkontoret i Hobro vækker den markante fremgang stor glæde:

– Det er et fornemt resultat, vi kan være stolte af. Jeg er naturligvis glad for, at vi nu er med i top-20, men jeg er især glad for den markante fremgang. Et stærkt lokalt erhvervsliv skaber arbejdspladser, udvikling og liv i vores lokalsamfund. Derfor glæder det mig, at virksomhederne mærker, at vi bevæger os fremad på en række områder, der er særligt vigtige for dem, siger borgmester Jesper Skov Mikkelsen.

Bedre dialog giver pote

Særligt dialogen mellem kommunen og erhvervslivet får en bedre vurdering i årets undersøgelse.

Her rykker Mariagerfjord fra nummer 28 til nummer 15 i landet. Også kommunens formidling af vigtig information til virksomhederne går frem fra en 36.-plads til en 22.-plads. Samlet ligger Mariagerfjord nummer 24 i kategorien erhvervsvenlighed og dialog.

– Mariagerfjord skal være en kommune, hvor virksomhederne altid møder en åben dør og føler sig velkomne. Derfor er fremgangen i dialogen særlig positiv. Den kommer ikke af sig selv, men er resultatet af et langt, sejt træk, hvor vi har lagt os i selen for at lytte til virksomhedernes ønsker og behov, siger Jesper Skov Mikkelsen.

For borgmesteren handler den gode dialog også om noget større: At kommune, erhvervsliv og andre gode kræfter står sammen om at løfte egnen.

– Vi kommer længst, når vi løfter i flok. Når kommune og erhvervsliv taler sammen og trækker i samme retning, bliver vi bedre til at finde løsninger. Samtidig står vi stærkere, når vi sammen fortæller om alt det, Mariagerfjord har at byde på, siger han.

Store spring på flere områder

Det er ikke kun dialogen, der trækker Mariagerfjord op ad ranglisten.

Inden for infrastruktur og energi går kommunen fra nummer 61 til nummer 24, mens den digitale erhvervsservice, såsom hjemmesiden, nyhedsbreve er løftet fra en beskeden 77.-plads til hæderlig 21.-plads.

Når det gælder uddannelse og arbejdskraft rykker kommunen op fra nummer 36 til nummer 19. Netop arbejdskraft er et vigtigt tema. Det er nemlig det område, som flest virksomheder peger på, når de bliver spurgt, hvad kommunen bør prioritere højest for at styrke deres vækstmuligheder. Også her går udviklingen den rigtige vej.

Virksomhedernes vurdering af kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft rykker fra nummer 74 til nummer 42. Når det gælder kommunens indsats for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, går Mariagerfjord frem fra nummer 35 til nummer 15. Samlet set går kommunens beskæftigelsesindsats frem fra en 20.- til en fornem 12.-plads – en cadeau til kommunens Virksomhedsservice.

Byggesager trækker ned

Selvom årets undersøgelse vækker glæde, er der også områder, hvor Mariagerfjord kan gøre det bedre. Det gælder byggesagsbehandlingen, hvor ventetiden og sagsbehandlingen trækker ned. Heldigvis er der gode nyheder på vej. Det er nemlig lykkedes at nedbringe sagsbehandlingstiden fra de 101,5 dage, som rapporten oplyser, til nu blot otte uger.

Desuden styrker mariagerfjord dialogen på området med en dialoggruppe, hvor byggesagsbehandlerne mødes med virksomhedernes fagfolk og rådgivere. Målet er, at endnu flere byggeansøgninger glider lettere og hurtigere igennem sagsbehandlingen.

– En 20.-plads er ikke en anledning til at læne sig tilbage. Tværtimod. Undersøgelsen fortæller os også klart, hvor vi skal blive bedre. Derfor glæder det mig, at vi allerede har fået ventetiden markant ned. Nu handler det om at holde fast i den positive udvikling, slutter borgmester Jesper Skov Mikkelsen.

74 virksomheder i Mariagerfjord Kommune har deltaget i årets undersøgelse. Deres besvarelser repræsenterer mindst 3.089 arbejdspladser, svarende til 20 procent af den private beskæftigelse i kommunen. Dansk Industris Lokal Erhvervsvenlighed sammenligner erhvervsvenligheden på tværs af landets kommuner.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Spirillen i Hadsund Biograf

- Annonce -

Seneste artikler