Nye ansigter hos Sparekassen Danmark i Hadsund: Katrine og Kasper er faldet godt til
To nye ansigter er i løbet af året blevet en del af holdet hos Sparekassen Danmark i Hadsund. Katrine Larsen kom til afdelingen efter sin barsel, mens Hobro-drengen Kasper Nørholt Greve er i gang med et uddannelsesforløb, der ved årsskiftet skal gøre ham klar som privatrådgiver.
33-årige Katrine Larsen begyndte som privatrådgiver i Sparekassen Danmark Hadsund i marts. Hun kommer fra en stilling i sparekassens afdeling i Dronninglund og bor i Klarup sammen med sin mand og parrets tre børn.
Vejen ind i bankverdenen var dog ikke helt lige. Oprindeligt flyttede Katrine fra Skanderborg til Odense for at uddanne sig til lærer.
– Jeg flyttede til Odense, fordi jeg troede, at jeg skulle være skolelærer. Efter to år fandt jeg ud af, at det alligevel ikke var den vej, jeg skulle, og i stedet begyndte jeg på en bankuddannelse, fortæller Katrine Larsen.
Da hendes mand var færdiguddannet som lærer, vendte parret hjem til Nordjylland, hvor Katrine siden har fortsat sin karriere i den finansielle sektor.
Da muligheden for at skifte til afdelingen i Hadsund opstod, stod hun foran barsel med sit tredje barn. Aftalen blev derfor, at hun skulle begynde efter barslen. Allerede under barslen deltog hun dog i sociale arrangementer med de kommende kolleger.
– Det er et fantastisk sted at arbejde. Man føler sig velkommen fra starten, og jeg har oplevet en rigtig god opbakning fra kollegerne. Samtidig er her en stemning, hvor det lokale fylder meget, siger hun.
Som privatrådgiver har Katrine sin egen kundeportefølje, hvor hun hjælper kunderne med at få overblik over og optimere deres økonomi – og ikke mindst finde mulighederne for at realisere deres drømme.
Hun skal desuden ud på skoler og tale med de ældste elever om privatøkonomi og om at få en god økonomisk start på voksenlivet.
Fra universitetet til kunderådgivning
27-årige Kasper Nørholt Greve begyndte ligeledes i Sparekassen Danmark i marts. Han er født og opvokset i Hobro og har både gået i folkeskole og på gymnasium i byen.
Efterfølgende flyttede han til Aalborg, hvor han har gennemført en femårig kandidatuddannelse med fokus på finans. Nu er han i gang med et ti måneder langt forløb i Sparekassen Danmark. De første måneder blev tilbragt i Mariager, inden turen gik til Hadsund.
– Her er et meget erfarent hold, som har taget rigtig godt imod mig. Alle er klar til at hjælpe, og jeg er virkelig faldet godt til, fortæller Kasper.
Noget af det, der har gjort indtryk på ham, er sparekassens lokale engagement.
– Her er så mange ildsjæle, og det er fedt at møde dem. Vi gør en forskel som lokalt pengeinstitut, og Sparekassen Danmark Fondene gør en kæmpe forskel gennem donationerne til foreninger, ildsjæle og lokale projekter, siger han.
Det lokale engagement har Kasper allerede selv fået lov til at opleve på tæt hold. Han har blandt andet været med ude hos spejderne i Terndrup for at overrække en donation. Det blev en rigtig god oplevelse, hvor han både fik mulighed for at møde de frivillige og se den glæde og begejstring, som en donation kan skabe.
For Kasper er netop den slags besøg med til at gøre det meget konkret, hvad sparekassens lokale engagement betyder. Det handler ikke alene om kroner og øre, men også om at bakke op om de mennesker, der bruger deres fritid og kræfter på at skabe aktiviteter og stærke fællesskaber i lokalområdet.
Ved årsskiftet er planen, at han er færdig som privatrådgiver, og han ser gode muligheder for at fortsætte sin udvikling i Sparekassen Danmark.
For både Katrine og Kasper handler rådgiverjobbet i sidste ende om den tætte kontakt til kunderne.
– Vi er rådgivere og ikke sælgere, men har kunden et behov ser vi gerne de handler hos os. Det handler om sund fornuft og være med til at skabe robuste økonomier, der er holdbare for kunden, siger Kasper.
Katrine supplerer, at tilgængeligheden også er vigtig:
– Kunderne har vores mail og kan sms’e eller ringe direkte til os, når de står med et spørgsmål eller har brug for et råd. Det synes jeg er god service – og netop den tilgængelighed og nærhed er en vigtig del af den måde, vi gerne vil være sparekasse på.
For både Katrine og Kasper er det netop kombinationen af faglig rådgivning, lokale relationer og muligheden for at gøre en forskel i lokalsamfundet, der gør jobbet i Hadsund særligt.






