Filmteatret Hobro forvandles – kom og få en bid af historien
Har du altid drømt om at få din helt egen biografstol derhjemme? Så får du nu en enestående mulighed! Filmteatret Hobro skal nemlig tømme den store sal for stole, inden en omfattende renovering går i gang. Derfor inviteres alle interesserede til at komme forbi biografen og hente et sæt stole fredag den 18. juli og lørdag den 19. juli – begge dage mellem kl. 10 og 15.
Filmteatret Hobro står foran en markant forvandling. Med op mod 11 millioner kroner i støtte fra lokale fonde, virksomheder og Mariagerfjord Kommune bliver det historiske teater omdannet til en moderne biograf midt i Hobro.

– Vi har med hjælp fra lokale fonde og bidragsydere fået bevilget op mod 11 millioner kroner til at ombygge og skabe en moderne biograf i vores historiske bygning. Det har naturligvis kun kunnet lade sig gøre takket være generøse donationer og et godt samarbejde med Sparekassen Danmark Fonden Hobro, A.P. Møller Fonden, SMH Holding, Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, Norlys, flere lokale erhvervsvirksomheder og Mariagerfjord Kommune, fortæller Preben Christensen, bestyrelsesmedlem og kasserer i Filmteatret Hobro.
Åbner dørene før jul
Renoveringen starter allerede i august, og hvis alt går efter planen, kan byens borgere se frem til en ny biograf, der åbner inden juleferien – dog senest 5-6 måneder efter byggestart.
– Vi glæder os til at præsentere en biograf, hvor moderne teknik og historisk charme går hånd i hånd. Det bliver et stort løft for både Hobro og byens kulturliv, siger Preben Christensen.

Kulturarv med moderne komfort
Filmteatret Hobro er en vigtig del af byens kulturarv, og den bevaringsværdige bygning på Theatertorvet vil fortsat udstråle sin særlige atmosfære. Loftets stuk og andre fine detaljer bliver bevaret, mens indretningen af salen fornyes med ca. 75 nye, skråtstillede biografsæder. Det betyder bedre udsyn, mere benplads og nem adgang for kørestolsbrugere.
Foyeren får også en gevaldig opgradering med nye ruminddelinger, farver, gulve, lofter og belysning, mens den ikoniske trappe og elevatoren ved indgangen bevares. Samtidig bliver der installeret nyt udstyr med fokus på moderne filmteknik og lavere energiforbrug.
Tag et minde med hjem
Inden byggerodet går i gang, kan du altså tage et stykke af Hobros filmhistorie med dig hjem – og måske forvandle stuen til din egen lille hjemmebiograf.
Sidste forestilling i den store sal
Torsdag den 17. juli bliver der blændet op for den absolut sidste forestilling i Filmteatrets store sal, som mange kender den i dag. Her får alle mulighed for at komme forbi, nyde en film og tage en sidste afsked med den gamle sal, inden arbejdet med forvandlingen går i gang.
LÆS OGSÅ: Finansieringen er endelig i hus: Ny moderne biograf på vej til Hobro





