20. december i Hobro – Den sidste rune
Hjelmen lå på bordet i loungen ovenpå tribunen, tung og dækket af støv. Jeppe tørrede den forsigtigt med ærmet, mens projektørlyset fra banen kastede et koldt skær ind gennem vinduerne. Sneen udenfor piskede stadig som hvide projektiler, og vinden hylede gennem de tomme tribuner.
“Se her,” sagde Jens og pegede på panden af hjelmen. En indgraveret rune glødede svagt, som om den trak vejret. Jeppe mærkede en kuldegysning. Det var ikke bare en dekoration – det var en besked.
Johnny Wildman stod ved siden af dem med armene over kors. “Jeg har løbet hele verden rundt, men det dér har jeg altså aldrig været vidne til” sagde han lavt. “Findes der overhovedet nogen logisk forklaring på alt det her?”
Mads Fyrtårn nikkede og lagde en hånd på hjelmen. Han havde selv en baggrund som både landmand og gymnasielærer, men hans kendskab til arkæologi rakte ikke meget længere end gamle mark-sten og skolebøger “Altså, den kom til klubben for mange år siden – vist nok en gave, i forbindelse med vores sejr i Parken over FCK. Vi var helt oppe at køre, dengang, og der blev nok ikke tænkt videre over det sidenhen. Så vidt jeg ved, har ingen har rørt den siden. Men hvis Snade har ret, er det her jo meget mere end bare historie.”
Jeppe tog mobilen frem og tog et billede af runen. Han zoomede ind, og bogstaverne dannede et mønster, der lignede en pil, som pegede mod en form for en ring. “Det peger mod… Fyrkat,” mumlede han. “Det er dér, det skal ske.”
Jens sank en klump. “Så ritualet… det er ikke bare en myte?”
“Nej,” lød en stemme bag dem. Torben Snade stod i døråbningen, piben glødede som en advarsel. Han var dækket af sne, som om han havde kæmpet sig gennem stormen for at nå frem. “Det her er alvor. Profetien siger, at når runerne samles, skal balancen genoprettes. Og det sker kun ved Fyrkat.”
Jeppe mærkede hjertet hamre. Han kiggede på de andre billeder han havde på mobilen: kapslen fra Blåtands Bryg, kortet fra Stefano, sølvfadet fra Lissie Lagkage, stenen ved Fyrkat – og selvfølgelig golfkuglen, som han stadig havde i lommen. Seks spor. Seks runer. Alle pegede åbenlyst mod det samme.
“Og Snogen?” spurgte Jens.
Snade pustede en sky af røg, der snoede sig som tykke aftegninger mod loftet. “Han ved det selvfølgelig også. Han vil gøre alt for at få fat i både staven og hjelmen. Hvis han lykkes med det, vækker han det, der sover under fjorden.”
Et vindstød fik døren til at smække hårdt i, og alle vendte sig mod lyden. Jeppe kunne sværge, at han så en skygge glide forbi vinduet.
“Vi har ikke tid,” sagde Snade med en stemme, der rungede, som om den kom ud af det gamle højtaleranlæg. “I tager hjelmen med, drenge. Lauget samles ved Fyrkat i morgen. Og pas på – Snogen er tættere på, end I tror.”
LÆS NÆSTE AFSNIT: 21. december i Hobro – Snogens træk
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
