ForsideDebatEn læsers oplevelse med sundhedsvæsenet i sin svigerfars sidste dage

En læsers oplevelse med sundhedsvæsenet i sin svigerfars sidste dage

- Annonce -

På Mariagerfjordposten.dk har vi modtaget dette indlæg, som vi vælger at bringe uden afsender. Vi er på redaktionen bekendt med afsenderens navn.

En læsers oplevelse med sundhedsvæsenet i sin svigerfars sidste dage

Egentlig plejer jeg at være rigtig stolt af at være en del af det danske sundhedsvæsen.

Men forleden fik det lidt af en drejning. 

Min svigerfar er blevet akut indlagt på sygehuset, fordi han er faldet derhjemme. 

Han har en tidligere historik med alkohol, og derfor blev både han og vi mødt med, at det skyldes alkohol, at han er faldet. Manden har ikke drukket alkohol i over 10 år.

Han har ligget på akutmodtagelsen i ca. fire timer, da min mand og jeg kommer på besøg. Min svigerfar er helt indtørret i munden, tungen sidder fast i gangen. Hans hoved er helt tilbagelænet, og munden står vidt åben. Han ligger med en urinkolbe mellem benene, med lidt gammel urin i. 

Der kommer en sygeplejerske ind på stuen, som meget hurtig fortæller, at hun ikke kender ham, fordi de har så mange patienter. Hun siger, at han sover. Han ilter dårligt, siger hun også. Skærmen med min svigerfars værdier bipper meget for lav iltning. Sygeplejersken vil give ham en iltmaske på i stedet for det næsekateter med ilt, han ligger med i munden. Hun åbner skabene på stuen flere gange for at tage en maske, den første, hun får fat i, er nemlig i stykker. På intet tidspunkt spritter hun hænderne af, selvom hun går til og fra min svigerfar og rent udstyr i skabene. Efter hun er gået, får vi fugtet min svigerfars mund, lejret ham med hovedet lidt mere foroverbøjet og overkroppen lidt hævet, han ilter nu meget bedre. 

Lidt efter ankommer en portør. Vi får ikke noget at vide om, at min svigerfar skal flyttes, ej heller hvorhen. Vi spørger om det selv. Han overflyttes nu fra akutmodtagelsen til akut medicinsk afdeling. 

På akut medicinsk afdeling kommer der hurtig en sygeplejerske os i møde. Hun præsenterer sig ikke, kigger heller ikke på min svigerfar. Stuen han skal ind på, skal først tømmes for en tidligere patient. En seng skal ud, og min svigerfars med min svigerfar i ind. Der bliver ikke gjort rent eller tømt på stuen først. Der ligger fx et gammelt batteri og lidt affald i vindueskarmen. Den tidligere klokkesnor bliver sat på min svigerfar. Det første sygeplejersken, vi har mødt, siger, til min svigerfar, er: ”Du skal have målt værdier.”

Sygeplejersken vrænger flere gange øjne af min svigerfar og får også nævnt det med alkohol og fald. 

Vi spørger, om han må få lidt at drikke, og om vi må vaske ham. Han har ikke fået vand eller mad hele dagen og er ej heller blevet vasket, der er synligt snavs i ansigtet. Sygeplejersken tager nogle klude i skabet. Hun henter også hhv. et glas med drikkevarer og et glas i skabet til en blomst, vi har med til min svigerfar hjemme fra haven. Ca. fem gange åbner sygeplejersken skabene på patientstuen, men uden at spritte hænderne af. 

Der ligger en medpatient på patientstuen sammen med min svigerfar. Han spørger sygeplejersken: ”Må jeg få dyne på?”, hvortil sygeplejersken svarer: ”Det har du.” Patienten svarer: ”Men jeg fryser mine fødder”. Hans ben og fødder ligger uden dyne. Sygeplejersken vender sig, øjensynligt noget irritabelt, om, og uden at værdige patienten et blik nærmest kaster hun dynen over patientens ben. Hun spritter ikke hænderne af hverken før, efter eller mellem de to patienter. 

Vi tager hjem fra sygehuset efter halvanden time. Min svigerfar er vrøvlende og træt. Han får ikke fat i, hvad der bliver sagt. Han er meget hørehæmmet og har kun ét ud af sine to høreapparater i. Vi sætter det andet i, men det hjælper ikke meget. Han sover det meste af tiden, og vi aftaler med sygeplejersken, at vi kan ringe senere for at høre, hvordan min svigerfar har det. Vi er noget bekymrede for hans ernæringstilstand, og hun siger: ”Han skal nok få noget at spise.”

Senere samme aften ringer vi også til kommunens akuttelefonnummer for at fortælle, at min svigerfar er indlagt, og at de ikke skal gå forgæves mht. hjælp til rengøring. Flere af personalet, vi møder på sygehuset, spørger til, om han ikke får hjælp til personlig hygiejne. Det gør han ikke. Men det skal tilføjes, at vi flere gange har ønsket, at han fik mere hjælp både ift. ernæring og personlig hygiejne. Det har ikke kunnet lade sig gøre. Han har før faldet og ikke kunnet komme op fra gulvet (han er både hofte-, ryg- og skulderopereret), hvor politiet har været involveret, fordi naboer har reageret på lyde fra lejligheden. Herefter har min svigerfar fået et akutkald på armen, som har været brugt flere gange siden. Han kan ikke rigtig klare daglige gøremål mere. Vi handler for ham, tager på apoteket for ham og bestiller jævnligt proteindrikke hjem til ham, som er noget af det eneste han indtager. Han har tabt sig ca. 15 kg på få måneder, formentlig både grundet udtalt træthed, smerter og stærk medicin mod prostatakræft. Desuden har han gennem flere år fået meget og meget stærkt smertestillende medicin, som han i samråd med egen praktiserende læge er ved at aftrappe over en længere periode. 

Nogle timer efter vi kom hjem fra sygehuset, ringer vi fik afdelingen for at høre, hvordan det går med min svigerfar. Sygeplejersken fortæller, at min svigerfar har tisset i sengen og nu har fået ble på. Hun siger: ”Han er da helt væk, han svarer i øst, når jeg spørger i vest, og så han har hældt hele sin klare suppe ud i sengen.” Så der er ikke rigtig kommet noget ernæring indenbords, får vi forklaret. Han har desuden ikke fået noget af sin medicin. Han udviser ikke symptomer på, at han mangler det, så det mener lægen godt, at min svigerfar kan undvære, fortæller sygeplejersken. Min svigerfar får bl.a. både antidepressiv, medicin mod kræft samt diverse præparater mod forskellige slags smerter. Det har han fået gennem mange år. Personalet på akutmodtagelsen troede ved indlæggelsen, at han havde fået en overdosis morfin, så derfor havde de givet ham modgift mod det. Det er helt sikkert rigtigt, at han får temmelig meget smertestillende, men for blot få uger siden fik han endnu mere. Det vidste de ikke, siger sygeplejersken til os i telefonen. Hun vil snakke med lægen ift. aftrapning, siger hun. 

Efter retningslinjer skal der ved længerevarende forbrug af stærkt smertestillende aftrappes med 5-20% hver 14. dag. I dette tilfælde blev det 100 % på én dag. Hvad udfaldet bliver ved vi endnu ikke, men mavefølelsen er ikke god. 

Selvom der er flere helt banale procedurer som håndhygiejne og medicinadministration, der kunne være bedre, er der alligevel manglende omsorg og respekt samt en stempling ud fra gisninger, der gør mest ondt. 

Få dage efter denne episode dør min svigerfar på sygehuset. Han når at komme på fire afdelinger på fem dage, han skulle lige til at overflyttes til den femte, da han dør. Efter dødsfaldet og vores afsked, går vi rundt på de implicerede afdelinger for at lede efter min svigerfars rollator. Og her træffer vi så tilfældigvis den sygeplejerske, der passede min svigerfar på akut medicinsk afdeling. Vi fortæller, at han er død. Hun gentager sig selv: ”Han var da også helt væk. Når jeg spurgte i vest, så svarede han i øst. Han tissede i sengen og spildte suppe ud over det hele.” 

Min svigerfar døde af kuldioxidophobning og gled ind og ud af kuldioxidnarkose. Han svarede formentlig ikke i øst for at irritere sygeplejersken.

Dette læserbrev er ikke skrevet for at udskamme nogle ej heller for at pege fingre ad bestemt personer. Forråelse er, som psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose siger, et kollektivt ansvar og problem, og vi skal turde at tale om den. Den er der, og den går ikke væk af sig selv. Det kræver en indsats. Og måske en politisk én af slagsen.

Vi skal huske at fortælle den gode historie, siger mange. Vi skal også huske at fortælle den sande historie, siger vi. Sundhedsvæsenet rummer mange gode ting, mange dygtige og respektfulde medarbejdere, pleje og behandling i topklasse. Heldigvis endte min svigerfar sine dage i selskab med en meget anerkendende og lun sygeplejerske, der udviste ham den respekt, han og en hver anden patient fortjener. Sundhedsvæsenet er, som meget andet, hverken sort eller hvidt, det er både og – og findes nok mest af alt i gråzoner.

Med ønsket om at vi hjælper dem, der hjælper andre.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler

error: Indholdet er beskyttet