Planerne om Fjordens Blå Hus i Hobro rykker tættere på virkeligheden
Hobro Ro- og Kajakklub arbejder videre med planerne for det kommende klubhus, som også bliver et fælles hus for borgere og foreninger. De seneste måneder har budt på både møder, inspirationsture og et tæt samarbejde med arkitektfirmaet Transform, som nu har udarbejdet skitseforslag til huset. Projektet bevæger sig dermed ind i en fase, hvor de første konkrete rammer begynder at tage form.
Det indledende arbejde er finansieret af en donation på 360.900 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro, som har gjort det muligt at igangsætte skitsefasen og samarbejdet med arkitekterne.
Besøg hos andre klubber
I juni besøgte byggeudvalget både Haderslev Kajakklub og Vejle Roklub for at hente inspiration.
I Haderslev fik udvalget indblik i drift, indretning og samarbejdet omkring deres nye klubhus, som fungerer som et aktivt samlingspunkt for flere foreninger. Besøget gav nyttig viden om alt fra materialevalg til fondsansøgninger og kommunale processer.
I Vejle blev udvalget præsenteret for et motoriseret opbevaringssystem til inriggere og en pladsbesparende løsning til årer – idéer, der kan få betydning for indretningen af Hobro-klubbens kommende bådhal.
Samarbejde med kommunen
Den 30. juni deltog byggeudvalget i et dialogmøde med borgmester Jesper Skov Mikkelsen samt repræsentanter fra Kultur- og Fritidsområdet og den kommunale ledelse. Her blev klubbens visionsoplæg præsenteret, og der var en god og konstruktiv samtale om projektets betydning for området ved fjorden.
Et opfølgende møde er planlagt, når skitseforslaget ligger endeligt klar.
Nyt skitseudkast fra Transform
Transform har nu udarbejdet et skitseudkast, som blandt andet indeholder mere plads på 1. sal, en mere funktionel udnyttelse af udendørsarealerne og flere muligheder for opbevaring. Arkitekterne arbejder desuden med nye funktioner som cykelstation, garage og en tagterrasse, der er bedre integreret i huset.
Skitserne er fortsat under udvikling, og der sker løbende justeringer, så projektet afspejler både klubbens og andre brugeres behov. De endelige skitser forventes klar senere på året.
Det videre arbejde
I den kommende periode fortsætter dialogen med Transform, de tekniske afklaringer og forberedelsen af fondsansøgninger. Når skitseforslaget er færdigt, udarbejdes budget og finansieringsplan, som skal danne grundlag for ansøgninger til fonde og puljer.
Klubben inviterer samtidig medlemmerne til at komme med forslag til et endeligt navn for det nye fælleshus. Arbejdstitlen “Fjordens Blå Hus” har fungeret indtil nu, men kan blive ændret, hvis et bedre forslag opstår.
Tak for opbakningen
Byggeudvalget oplever stor interesse og opbakning fra både medlemmer og samarbejdspartnere, hvilket er med til at sikre, at projektet bevæger sig fremad på et solidt fundament.
– Vi er glade for den brede opbakning og ser frem til at dele de færdige skitser, når de er klar. Fjordens Blå Hus er et projekt, der kan binde by og fjord tættere sammen, udtaler byggeudvalget.







