Flåtsæsonen bliver længere og øger risikoen for din hund
Flåter er ikke længere kun et sommerproblem, men en risiko, der strækker sig over store dele af året. Det oplever veterinærkoncernen AniCura, som opfordrer hundeejere til at være ekstra opmærksomme allerede fra foråret. Med de rette rutiner kan man dog i mange tilfælde undgå, at flåtbid udvikler sig til alvorlig sygdom.
De seneste år har flåter fyldt mere i danskernes bevidsthed i takt med nye flåtarter og flere risikoområder i Danmark, men mange forbinder fortsat flåtsæsonen med de klassiske sommermåneder. Desværre har de mildere vintre og generelt højere temperaturer betydet, at flåterne er aktive i en større del af året – og det øger den samlede risiko for flåtbid hos både mennesker og vores firbenede venner.
Den udvikling oplever blandt andet veterinærkoncernen AniCura, som nu opfordrer hundeejere til at være opmærksomme på flåtbid allerede fra det tidlige forår.
– Mange hundeejere tænker stadig på flåter som noget, der hører sommeren til, men det billede er ved at ændre sig. Vi ser i dag flåter over en langt større del af året. Det betyder, at man som hundeejer skal være opmærksom i en længere periode og ikke kun i højsæsonen, siger Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark.
Flåter er små, men potentielt farlige parasitter, der lever af at suge blod fra dyr og mennesker. I den proces kan de overføre alvorlige sygdomme som borrelia, anaplasma og i sjældne tilfælde TBE.
Små rutiner kan reducere risikoen
Selvom flåter i dag er en risiko i en større del af året, er der meget, man som hundeejer selv kan gøre for at begrænse sandsynligheden for flåtbid. Det handler i høj grad om at gøre forebyggelse og tjek til en naturlig del af hverdagen – særligt efter gåture i naturen.
– På hunde kravler flåter ofte rundt i pelsen i noget tid, før de bider sig fast. Derfor kan man i mange tilfælde nå at opdage dem, hvis man har en fast rutine med at tjekke sin hund efter hver gåtur. Hvis flåten først har bidt sig fast, vil den typisk sidde omkring hoved, nakke og ører, og her er det vigtigt at reagere hurtigt, da risikoen for overførsel af flåtbårne sygdomme stiger, jo længere tid den sidder der, siger Hanne Friis.
Der findes desuden forskellige præparater, der enten kan frastøde eller dræbe flåter, og som kan være med til at reducere risikoen for flåtbid. Hvilken løsning der er den rigtige, afhænger af den enkelte hund og bør ifølge Hanne Friis vælges i samråd med en dyrlæge.




