ForsideMariagerfjord12.000 danskere samlede i går 12,5 millioner kroner ind til Folkekirkens Nødhjælp

12.000 danskere samlede i går 12,5 millioner kroner ind til Folkekirkens Nødhjælp

- Annonce -

12.000 danskere samlede i går 12,5 millioner kroner ind til Folkekirkens Nødhjælp

Omkring 12.000 danskere gik i går på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling. Overalt i landet havde unge som ældre snøret skoene og taget en indsamlingsbøsse i hånden. Resultatet blev imponerende: Tilsammen kom de hjem med 12,5 millioner kroner i indsamlingsbøsserne. Det viser en prognose fra søndag aften.

“Vi er superglade for det stærke resultat. Landet over er de frivillige blevet mødt af en enorm givervilje og åbne arme. Det er tydeligt at mærke, at danskerne er påvirkede af de mange krige, der i disse måneder sender millioner af mennesker på flugt rundt om i verden. Folk vil virkelig gerne hjælpe,” fortæller generalsekretær Jonas Nøddekær fra Folkekirkens Nødhjælp.

Organisationen havde på forhånd forventet at samle omkring 11 millioner kroner ind. Dermed overgår årets indsamling alle forventninger.

“Det her er i høj grad en holdindsats. Først og fremmest takket være de mange morgenfriske indsamlere, som har brugt deres søndag på at gøre verden en lille smule bedre. Og ikke mindst de mange frivillige, der i ugevis har lagt et enormt arbejde i at få indsamlingen op at stå i lokalsamfund over hele landet. Det gør mig både glad og stolt at se, hvad vi kan udrette sammen,” siger Jonas Nøddekær.

Rundt omkring i landet deltog også flere ministre fra regeringen samt folketingskandidater fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten, der ringede på dørklokker for at samle ind.

En vigtig indsamling

Pengene fra årets indsamling går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i krigs- og katastrofeområder som Gaza, Ukraine og Sydsudan. Midlerne vil blandt andet blive brugt på mad, rent vand og varme tæpper til mennesker i nød.

“Midt i en valgkamp, hvor der bliver diskuteret nedskæringer i udviklingsbistanden, har danskerne sendt et klart signal: Vi skal ikke vende verden ryggen. Der er fortsat stor opbakning til at hjælpe verdens fattigste. Det er virkelig stærkt,” siger Jonas Nøddekær.

Hvis man ikke var hjemme til at tage imod indsamlerne i går, er det stadig muligt at donere til den digitale indsamling i de kommende dage på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler