ForsideHadsundDa Mariager Havn gemte et skib under asfalten - Arkæolog afslører historien...

Da Mariager Havn gemte et skib under asfalten – Arkæolog afslører historien bag det usædvanlige fund

- Annonce -

Da Mariager Havn gemte et skib under asfalten – Arkæolog afslører historien bag det usædvanlige fund

Emnet er det meget omtalte skibsvrag, der dukkede op på havnen i Mariager i 2024, når arkæolog Charlotte Marie Brühe Jensen fra Nordjyske Museer torsdag 30. oktober holder foredrag på Hadsund Egensamsling.

Fundet var usædvanligt og skabte en del avisoverskrifter, for det er bestemt ikke hverdagskost for arkæologer ved Nordjyske Museer at finde et skibsvrag på land. Men i sensommeren 2024 var det præcis det, som skete på havnekajen i Mariager.

Midt på den tørre havneplads blev der i forbindelse med kloakering foretaget en arkæologisk undersøgelse, og omkring tre meter under asfalten dukkede det opsigtsvækkende fund frem. For et maritimt land som Danmark er det ikke ualmindeligt, at der dukker et skibsvrag op, men det sker meget sjældent ved udgravninger på land. I første omgang troede man, at det drejede sig om et skib, der allerede blev fundet spor efter i 1982, men det viste sig dog senere ikke at være tilfældet. Et helt nyt vrag var dukket op.

Torsdag 30. oktober kan du høre mere om det spændende og usædvanlige skibsvrag, og om arkæologens arbejde med udgravningen af vraget, som kan dateres meget præcist til 1568. Det sker på Hadsund Egnssamling, hvor arkæolog Charlotte Marie Brühe Jensen holder horedrag om emnet.

Skibsvraget består af flere spanter og bordplanker fra en skibsside. Plankerne lå stadig på deres rette plads, da vraget blev fundet, selvom vragdelen var trykket noget flad af fyldjorden ovenpå.

Skibet var klinkbygget, hvilket vil sige, at de enkelte planker i skibssiden er lagt med et lille overlap. Denne metode ses stadig den dag i dag, og teknikken har været brugt inden for skibsbygning i århundreder – det er blandt andet den måde, vikingerne også byggede deres skibe på. Traditionen med klinkbyggede både blev i øvrigt anerkendt af UNESCO som immateriel kulturarv i 2021.

Arkæolog Charlotte Marie Brühe Jensen gør ligeledes publikum klogere på skibe og andre maritime fund i og omkring Mariager såvel som livet i byen og ved fjorden i 1400- til 1800-tallet. Med lokale og nationale briller giver foredraget et indblik i det fundne skibs betydning for byen.

Billetter kan købes via nordjyskemuseer.dk.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler