ForsideMariagerfjordSloth og Brorsen: Mariager Fjord – et stærkt landbrug i en stærk...

Sloth og Brorsen: Mariager Fjord – et stærkt landbrug i en stærk kommune

- Annonce -

Af Henrik Sloth & Asger Brorsen – Kandidater til byrådsvalg 2025 for Venstre Mariagerfjord

Mariager Fjord – et stærkt landbrug i en stærk kommune

I Danmark skal vi passe på vores miljø – det tror vi ikke, der er mange, som er uenige i. Vi skal også gøre det endnu bedre end i dag. MEN…vi skal også passe på vores landbrug.

Dansk landbrug og fødevarer er blandt de absolut bedste i verden, og vores landbrugsproduktion og -eksport er af afgørende økonomisk betydning for vores land og den velfærd, der skal betales. Uden landbruget kunne det blive svært at finde penge til skoler, forsvar, plejehjem osv.

Den danske landbrugseksport steg i 2024 til i alt 204 milliarder. Denne eksport omfatter fødevarer, frø, foder og landbrugsmaskiner/teknik. Det er faktisk 22% af den samlede danske vareeksport.

Man bliver trist til mode, når vi fra f.eks. Dansk Naturfredningsforening, eller medlemmer af Mariagerfjord Kommunes Byråd i medierne ser kraftige udfald imod vores landbrug. Måske det skyldes, at man ønsker at sætte en politisk dagsorden, hvor landbruget skal gøres til synder. Det er helt forkert og dybt uretfærdigt over for de mange dygtige og flittige mennesker i landbrugssektoren. Mennesker som langt hen ad vejen har bygget vores fælles Danmark op.

Vi synes også, at det er vigtigt, at vi forholder os til alle fakta her i kommunen. Flere har været ude med beskyldninger om, at landbruget har ødelagt Mariager Fjord. Men ifølge ældre rapporter stammer en afgørende del af forureningen faktisk fra industri og husholdningsaffald, der i dag ligger som et tykt slamlag i den dybe del af fjorden. Er dette fakta, bør det undersøges og tages med i overvejelserne om, hvordan vi bedst hjælper vores fjord.

Vi skal huske på, at dansk landbrug sørger for enorme indtægter til Danmark – ikke bare i form af eksport, men også i form af utallige arbejdspladser i landbruget og de mange, mange følgeerhverv. Da Covid-19 epidemien rasede verden over, var det bl.a. dansk landbrug der hjalp, så Dansk økonomi slap nådigt igennem det økonomiske uvejr.

Det er svært at forestille sig en stærk Mariagerfjord Kommune uden et stærkt og bæredygtigt landbrugserhverv – det skal vi heller ikke. Vi skal i stedet passe på og understøtte vores fremragende landbrug.

Vi skal bl.a. sammen med landbruget finde den bedst mulige balance og de bedst mulige løsninger i Den Grønne Trepart. Her er det dog vigtigt, at vi forholder os til, at det ikke er kommunen, men derimod Folketinget der har bestemt, at dette skal ske. Det er med andre ord en bunden opgave.

En stemme på en af os, Henrik Sloth og Asger Brorsen fra Venstre Mariagerfjord, er en stemme på et stærkt landbrug – i en stærk kommune.

LÆS OGSÅ: Bedre rammer for virksomheder og iværksættere – det vil Asger Brorsen arbejde for

LÆS OGSÅ: Det vil Henrik Sloth arbejde for: En stemme på det lokale – og på balance i hele Mariagerfjord Kommune

- Annonce -

3 KOMMENTARER

  1. Det er svært at tage artiklen alvorligt når man fakta-tjekker hvor meget dansk landbrug bidrager med til samfundsøkonomien, nemlig ca. 3% af bnp. Derfra skal så trækkes ca 15 milliarder i tilskud hvert år fra skatteborgerne, eller omskrevet ca. 1.250 millioner hver måned. Det er nærmest frækt at påstå at landbruget betaler for alt det der er beskrevet i denne artikel 👎👎👎👎

  2. Kære Thorkild Løkke.
    Jeg ved ikke, hvad det er, du har svært ved at tage alvorligt. Men jeg tager i hvert fald de ca. 180.000 menneskers arbejde alvorligt, som arbejder i landbrug og følgeerhverv. Bl.a. vores fødevareproduktion, som hører til verdens bedste, medfører, at du kan gå ned i din lokale forretning og købe friske og sunde råvarer, frisk mælk etc. Det synes jeg da, vi skal være stolte af.

  3. Jeg vil gerne tilføje yderligere et par kommentarer til både Thorkild Lykke og Asger Brorsons indlæg.

    Vi starter lige med lidt fakta;
    Der findes nu ca. 5.800 fuldtidslandbrug i Danmark.
    Erhvervet modtager via en række støtteordninger ca. 14 mia. DKK pr. år
    Dvs, at et gennemsnitligt fuldtidslandbrug koster skatteyderne ca. 2,4 mio DKK pr. år.
    Erhvervet bidrager med ca. 2 % af landets samlede BNP(værdiskabelse).
    Erhvervet beskætiger ca. 3 % af arbejdskraften.
    Nationaløkonomisk er der således tale om en rigtig dårlig businesscase.
    Især i den nuværende situation, hvor Danmark mangler arbejdskraft i flere andre erhverv.

    Lad os så rette blikket mod miljøpolitikken. Her er den generelle politik, at det er forureneren der betaler!
    Det gælder bare ikke for landbruget!!
    Vi står lige nu i en stor miljøkrise i vores kystnære vandmiljø. Primært på grund af udvaskning af kvælstof og fosfer fra markerne. I den Grønne Trepart er der foreløbig afsat 43 mia. DKK til at løse nogle af problemerne i vandmiljøet.
    Som skatteydere kan vi med stor sikkerhed regne med, at det beløb vil blive en hel del større når målsætningerne i den Grønne Trepart skal føres ud i livet.
    Hvad kan vi så gøre ved det?
    Vi kunne starte med at fjerne de helt urimeligt store støttebeløb, der hvert år tilflyder landbrugserhvervet. Det vil helt sikkert medføre, at det bliver en hel del lettere at få gennemført den Grønne Trepart.
    Det står ingen steder hugget i sten, at erhvervet skal forgyldes med 14 mia. DKK hvert år.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler