Foredrag i Mariager sætter fokus på fremtidens natur
Hvordan kommer naturen i Mariagerfjord Kommune til at udvikle sig i de kommende år, når visionerne bag den grønne trepart bliver til virkelighed?
Det spørgsmål bliver der sat fokus på onsdag den 27. maj kl. 19.00, når biolog og naturpolitisk rådgiver Anders Horsten holder foredrag i Den Gamle Biograf.
Foredraget handler om fremtidens natur i Mariagerfjord Kommune og de forandringer, som den grønne trepart forventes at føre med sig. Her bliver der blandt andet sat fokus på, hvilke nye muligheder der kan opstå for både natur, friluftsliv og naturoplevelser i området.
Derudover vil Anders Horsten komme ind på, hvilke opgaver kommunen står overfor, og hvilke krav og forventninger udviklingen kan medføre for både borgere og lodsejere.
Anders Horsten har et indgående kendskab til området, da han tidligere gennem mange år har været ansat i kommunens naturafdeling. I dag arbejder han som naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Arrangementet gennemføres i samarbejde mellem DN Mariagerfjord og FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord-Viborg.
Bag arrangementet er håbet, at både borgere og politikere vil benytte lejligheden til at få større indsigt i, hvad den grønne trepart kan komme til at betyde for Mariagerfjord Kommune i fremtiden.
Foredraget koster 50 kroner inklusive kaffe og kage, og tilmelding foregår via FOF’s hjemmeside.




