Gasværket ser frem mod et nyt og spændende 2026: “Vi skal tilbage til vores kerneformål”
Gasværket i Hobro gør status efter et år med stor aktivitet og mange udadvendte arrangementer. Samtidig reagerer Gasværkets bestyrelse nu på de udmeldinger, som Johnny Haugaard for nylig er kommet med i forbindelse med hans brug af Gasværkets lokaler.
Mariagerfjordposten.dk har talt med formand for Gasværket, Jørgen Pontoppidan, som understreger, at samarbejdet har været godt – men også midlertidigt:
“Der har fra starten været en klar aftale med Johnny Haugaard om en begrænset periode. Den aftale løber nu frem til den 21. december 2025, og vi har ikke mulighed for at forlænge den,” siger han.
Johnny Haugaard har i 2025 lejet Gasværkets lokaler frem til august for 250.000 kroner. Aftalen blev i første omgang forlænget, men Gasværket fastholder, at den nu ophører endeligt ved årets afslutning.
“Vi takker for samarbejdet og for de mange aktiviteter, der har været i huset i 2025. Det har været inspirerende at se livet i bygningen,” siger Jørgen Pontoppidan.
“Men nu ser vi også frem til at få vores udstillingsarealer og lokaler tilbage, så vi kan fortsætte arbejdet i henhold til Gasværkets vedtægter og langsigtede planer.”
Skal leve op til to klare formål
Gasværket er en selvejende institution, og ifølge vedtægterne skal huset både huse energihistoriske udstillinger og danne ramme om møder og kulturelle arrangementer.
“Gasværket er skabt med to ligeværdige formål,” forklarer Jørgen Pontoppidan.
“Vi skal formidle den teknologiske, økonomiske og kulturelle udvikling inden for energi – fra bygas og flaskegas til naturgas og de nye grønne gasser. Samtidig skal vi være et kultur- og mødehus, hvor der kan afholdes tidsbegrænsede arrangementer som eksempelvis blomsterudstillingen i år.”
Som offentlig institution skal Gasværket samtidig sikre indtægter på lokaler og arrangementer. Derfor kan huset ikke tilbyde gratis brug af lokaler til private virksomheder.
“Gasværket må ifølge reglerne ikke stille lokaler gratis til rådighed for en privat virksomhed som Johnny Haugaard ApS,” fastslår formanden.
“Vi skal drive huset ansvarligt og i overensstemmelse med lovgivningen – og det gør vi.”
Nye planer i horisonten
Efter et aktivt 2025 glæder bestyrelsen sig nu til at sætte retningen for det kommende år.
“Vi ser frem mod nye og andre planer for Gasværket i 2026,” siger Jørgen Pontoppidan.
“Det bliver et år, hvor vi vil styrke vores egne udstillinger og samtidig skabe nye kulturelle aktiviteter, der ligger i naturlig forlængelse af Gasværkets formål.”
Gasværket forventer at offentliggøre de første nye tiltag for 2026 i løbet af foråret.


