Hjertestop: Hvad sker der egentlig når du ringer 112?
Hvert minut tæller, når et menneske får hjertestop. Men hvad sker der egentlig fra det øjeblik, alarmcentralen modtager opkaldet, til patienten er fremme på sygehuset?
Det kan du få svar på, når Mariagerfjord Hjerteforening inviterer til Hjertecafé i Biecentret i Hobro onsdag den 19. august kl. 19. Her følger publikum hele kæden i en hjertestopindsats – fra det første 112-opkald til den avancerede behandling på hospitalet.
Aftenens oplæg indledes af læge Kristian Bundgaard Ringgren fra Kardiologisk Afdeling på Regionshospital Nordjylland, Aalborg, som fortæller om hjertestop, behandling og den nyeste viden på området.
Herefter giver tre fagpersoner et unikt indblik i de afgørende led i redningskæden:
Lars Meier fra Spentrup, der er eksamineret hjertestarter- og førstehjælpsinstruktør og tilknyttet Hjerteforeningen, viser, hvordan basal genoplivning udføres, og demonstrerer hjertemassage og brug af hjertestarter på en øvelsesdukke.
En anden vigtig brik i redningsindsatsen er de frivillige hjerteløbere. Sygeplejerske Anne Van der Molen, Nørager, fortæller om, hvordan det er at blive kaldt ud til et hjertestop, og hvilken forskel de frivillige kan gøre, inden ambulancen når frem.
Den lokale paramediciner Enrico Quaranta fra Hobro beskriver, hvad der sker, når alarmen går, hvordan ambulancens mandskab arbejder, og hvordan patienten behandles med avanceret udstyr under transporten til sygehuset.
Aftenen rundes af med et oplæg fra Kristian Bundgaard Ringgren om det nordjyske hjertestarterprojekt NordStart, der skal styrke overlevelsen ved hjertestop.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne.
Fakta
Hver dag rammes 13 danskere af hjertestop uden for hospital. Selvom dødeligheden fortsat er høj, er Danmark blandt verdens førende lande, når det gælder overlevelse efter hjertestop.
I 2021 overlevede 10 personer pr. 100.000 indbyggere et hjertestop uden for hospital, og i hele 79 procent af tilfældene modtog patienten livreddende førstehjælp fra en frivillig eller en tilfældig hjælper, inden ambulancen nåede frem.





