ForsideHobroSportschef Lars Justesen Hobro IK: Syv kampe spillet og hermed en kort...

Sportschef Lars Justesen Hobro IK: Syv kampe spillet og hermed en kort status på trup og klub

- Annonce -

Klumme af Sportschef Lars Justesen Hobro IK

Syv kampe spillet og hermed en kort status på trup og klub

Inden aftenens kamp mod Vejle på DS Arena bringer vi denne klumme, hvor der gøres status efter sæsonens første syv kampe – og samtidig ses frem mod aftenens opgør mod en af rækkens helt store oprykningsfavoritter.

Vi er nu nået syv kampe ind i sæsonen, og det er blevet til fire sejre og tre nederlag. Der har været kampe med gode halvlege, kampe med helstøbte præstationer og én kamp, hvor vi har været utilfredse.

Vi startede sæsonen ud med et nederlag til Aarhus Fremad i en kamp, hvor der var mange gode momenter, men også lidt nerver, der skulle rystes af i den første kamp i sæsonen.

Herefter blev det til fire sejre i streg, da vi spillede og leverede en helstøbt præstation mod Vendsyssel FF. Det momentum tog vi med ind til AB-kampen på DS Arena, hvor vi med stenhårdt arbejde fik kriget alle tre point hjem. En kamp, der gjorde ”nas”, men som kulminerede med alle tre point.

Denne helstøbte præstation tog vi med ind til Esbjerg, hvor vi, på trods af at komme bagud, fik alle tre point med hjem til Hobro. Denne kamp var vi yderst tilfredse med. Både på det spilmæssige, men også på de fysiske data og parametre.

Derefter ventede storebror fra nord, AaB, hvor godt 3.000 mennesker så os vinde. En kamp, hvor vi var ovenpå, kreerede mange chancer og også var kyniske i begge felter. En kamp, som også var et skoleeksempel på en helstøbt præstation.

Alt har dog ikke været rosenrødt, og hvis vi hopper frem til den kamp, hvor vi har været utilfredse, så er det den seneste udekamp mod Hillerød. En kamp, hvor vi aldrig helt lykkedes med at få vores spil til at flyde, hvor vi ikke sad 100 % i duellerne, og hvor vi ikke var effektive i felterne.

Dette straffede Hillerød som bekendt, hvor vi også må rose dem for at være særdeles effektive og skarpe på deres chancer.

Kampen var heldigvis en enlig svale, og selvom vi ikke lykkedes med at få tre point i seneste hjemmekamp mod Hvidovre IF, var vi overvejende tilfredse med spillet på banen, selvfølgelig med undtagelse af de sidste fem minutter.

Det var en kamp, hvor vores fysiske stats så bedre ud, hvor vi sad tæt i duellerne, og hvor vi kreerede en del chancer. To skud, der blev reddet på stregen, samt et stolpeskud siger lidt om, at vi var farlige.

Desværre var Hvidovre IF skarpere i felterne og fik sparket tre ind mod os.

Præstationen kan vi dog tage med ind til dagens kamp mod Vejle B, der af mange betragtes som den største favorit til oprykning i denne sæson.

Det bliver en kamp, hvor vi skal spille op til vores bedste, hvor vi som enhed skal ramme topniveau, men jeg har også en tro på, at rammer vi en sådan dag, ja, så kan vi slå alle hold i denne række.

Rigtig god kamp – Der er kampstart kl. 18.00.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler