Hobro IK hentede tre point i nordjysk lokalopgør
Der var Nordjysk lokalopgør på programmet, da Hobro IK havde taget turen til Hjørring. En kamp med masser af hårde dueller, men ikke mindst, en sejr til Hobro IK
Hobro IK kom godt i gang med kampen i Hjørring og der skulle kun gå 10 minutter før at udeholdet bragte sig foran. Et perfekt slået indlæg af Mikkel M.P. ender i panden af Martin Huldahl, der flot headede bolden i nettet. Dette startede en god periode for de gulblusede med flere gode chancer til følge. Desværre var der ikke den nødvendige skarphed på de efterfølgende afslutninger.
Herefter kom Vendsyssel FF mere på bolden og kom til en del indlæg, men stort set alle tog Jonas Dakir eller Oliver Dorph sig af.
Der var stor intensitet og mange hårde dueller i kampen og op til flere gange kom Vendsyssel-spillerne med knopperne først, hvilket også gav et gult kort til Rasmus Schüller. Det hårde spil fortsatte og umiddelbart efter svingede Lasse Steffensen en albue i hovedet af Lukas Klitten, men dommeren overså svinestregen. Lukas Klitten skulle have behandling og med de nye regler skal han være ude i ét minut. Dette udnyttede hjemmeholdet og fik udlignet på et langskud af Sebastian Lodberg.
Hobro IK fik igen overtaget herefter og det var tæt på at give pote efter et flot kombineret angreb, hvor Mikkel M.P. til sidst afslutter, men bolden rammer stolpen. Vi skulle derfor hen til lige inden pausenfløjtet før Hobro IK igen kunne juble. Efter et hjørnespark kommer Frederik Dietz frem ved bagerste stolpe og med ryggen får han, for anden kamp i streg, scoret.
Pause.
Anden halvleg var små 10 minutter gammel, da Lasse Steffensen igen diskede op med en svinestreg og igen overså dommeren det på mærkværdigvis. Denne gang på Oliver Dorph, der blødte fra hovedet med et flækket øjenbryn. Dette medførte at stopperne igen skulle udenfor banen i et minut, jf. de nye regler. Umiddelbart efter at Oliver Dorph var kommet på banen igen måtte han igen gå ud for at få behandling, da han blødte igennem bandagen.
Der var ikke de store chancer i kampen og der skulle gå 75 minutter før den første store efter pausen kom. Denne til Hobro IK, da Søren Andreasen bliver spillet godt fri inde i feltet og kommer til afslutning, men lige på keeperen. Umiddelbart efter er det så Oliver Klitten, der er tæt på, da han erobrer bolden og sætter fart mod mål og tvinger hjemmeholdets keeper ud i en fantastisk redning.
I dommerens tillægstid tog Anders Noshe fat i bolden og efter en flot solotur får han afsluttet, men afslutningen går på overliggeren og ud i spil.
Til sidst fik hjemmeholdet sat et pres ind, men i flere omgange kom en herorisk forsvaren Oliver Dorph igen på tværs og fik afværget. Overordnet set var det en enormt stærk defensiv præstation af Hobro-forsvaret.
Kampfakta:
Vendsyssel FF 1 – 2 Hobro IK (1-2)
Mål:
Vendsyssel FF 0 – 1 Hobro IK, Martin Huldahl (10. min.)
Vendsyssel FF 1 – 1 Hobro IK, Sebastian Lodberg (36. min.)
Vendsyssel FF 1 – 2 Hobro IK, Frederik Dietz (45. min.)
Advarsel:
Malthe Holt, Vendsyssel FF (3. min.)
Rasmus Schüller, Vendsyssel FF (29. min.)
Theo Ekié, Hobro IK (65. min.)
Mikkel M.P., Hobro IK (83. min.)
2x advarsel til Vendsyssel FFs bænk.
Oliver Dorph, Hobro IK (86. min.)
Precious Williams, Vendsyssel FF (90+1. min.)
Emil Pedersen, Vendsyssel FF (90+7. min.)
Startopstilling:
Jonas Dakir, Christian Enemark, Oliver Dorph, Oliver Klitten, Mikkel M.P., Frederik Dietz, Oscar Meedom, Anders Noshe, Martin Huldahl, Theo Ekié, Lukas Klitten
Indskiftning:
Ind: Søren Andreasen – Ud: Theo Ekié (67. min.)
Ind: Mikkel Løndal – Ud: Oscar Meedom (78. min.)
Bænken:
Andreas Søndergaard, Hjalte Dahl, August Breum, Emil Søgaard, Vedad Halilovic, Marius Jacobsen, Mikkel Kannegaard





