Af Anita Sønderup, leder af MinVenKatten og 1. suppleant for Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord Kommune
Borgerne er endelig blevet hørt: Hundeskov og katteaftale er i hus i Hobro
Efter 10 års ventetid får Hobro endelig sin egen hundeskov. Samtidig er der sat penge af til den længe ventede katteaftale, der skal dæmme op for de galoperende vildkattegrupper i Mariagerfjord Kommune.
Borgere som Joan Frank fra Hobro, der har kæmpet og ventet i et helt årti på en hundeskov i byen, får nu det store ønske bliver nu opfyldt. Men de gode nyheder stopper ikke her. Efter en syv år lang pause genoptages katteaftalen nu. Det falder på et ekstremt tørt sted efter flere år med store, herreløse kattekolonier i hele kommunen.
Da jeg i 2025 stillede op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti, var det netop med disse to emner som mine absolutte mærkesager. Nogle kaldte det måske for Danmarks spinkleste valgkampagne undervejs, men for mig handler lokalpolitik om de nære ting, der rører borgerne i hverdagen. Derfor er jeg i dag både super glad, lettet og stolt over, at begge punkter nu er kommet på det kommunale budget. Borgerne er endelig blevet hørt.
Selvom der i første omgang ”kun” er afsat 35.000 kroner til katteaftalen, ser jeg optimistisk på fremtiden. Beløbet er beskedent, men det er en vigtig start. Mange borgere kan rent faktisk hjælpes for de penge i 2027. Uanset hvilken forening der ender med at skulle løfte opgaven, så er det afgørende, at borgerne får hjælp, når behovet er der. Nu kan vi få afdækket det reelle behov og starte en dialog om, hvad de fremtidige omkostninger bør være.
Vejen hertil har krævet politisk vilje og dialog. Jeg vil gerne rette en stor tak til mit bagland i Konservative Mariagerfjord for at give mig platformen til at sætte fokus på sagerne. Der skal også lyde en stor tak til David Holmberg, som hjalp hundeskoven godt på vej ved at holde kaffemøde med borgere og tage problemstillingen med helt ind i byrådssalen, samt til Laura Holm for at få forhandlet både hundeskoven og katteaftalen med ind i det nye budget.
Jeg er stolt af at bo i en kommune, hvor byrådspolitikerne rent faktisk lytter til borgerne og opfylder ønsker, der har ligget på ventehylden i et helt årti. Uanset hvem der kommer til at udføre arbejdet med de vilde katte i Mariagerfjord Kommune, så er det en lettelse for borgerne.





