ForsideArdenLang ventetid på lokalplaner sender sag til Byrådet i Mariagerfjord
Madgården Arden

Lang ventetid på lokalplaner sender sag til Byrådet i Mariagerfjord

- Annonce -

Lang ventetid på lokalplaner sender sag til Byrådet i Mariagerfjord

Når Byrådet i Mariagerfjord Kommune mødes den 28. maj, skal politikerne tage stilling til en sag om ekstra midler til lokalplanarbejde i kommunen.

Baggrunden er de lange ventetider på nye lokalplaner, som har fået formanden for Udvalget for Teknik og Miljø, Svend Madsen, til at efterlyse en øget indsats på området.

Ifølge sagsfremstillingen oplever kommunens Teknik- og Miljøforvaltning et stigende antal lokalplansager. I øjeblikket er 25 lokalplaner under behandling, mens yderligere 22 lokalplaner står på venteliste. Det betyder, at nye lokalplaner først forventes igangsat i tredje kvartal 2028.

Kommunen har tidligere udvidet plangruppen fra tre til fem medarbejdere, men da flere af medarbejderne fortsat er relativt nye, er effekten endnu ikke fuldt slået igennem.

Målet er på længere sigt at nedbringe ventetiden til maksimalt seks måneder. Derfor peger forvaltningen på, at brug af eksterne rådgivere kan være en mulighed for at få hurtigere gang i nogle af de mindre komplicerede lokalplaner.

I sagen vurderes det, at en ekstrabevilling på omkring 1 million kroner vil kunne finansiere udarbejdelsen af mellem seks og otte lokalplaner ved hjælp af ekstern rådgiverbistand. Det vil efter vurderingen kunne reducere den generelle ventetid med cirka et halvt år.

Sagen blev første gang behandlet i Udvalget for Teknik og Miljø den 11. maj. Her ønskede et flertal, at der findes et engangsbeløb på 1 million kroner fra kommunekassen i 2026 til at sætte flere lokalplaner i gang.

For forslaget stemte Svend Madsen, Per Roth, Niels Erik Poulsen, Edin Hajder og Torben Ringe Christensen.

Imod stemte Peder Larsen og Jørgen Hammer Sørensen, som ønskede, at eventuelle ekstra midler i stedet skulle behandles i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027-2030.

Sagen blev efterfølgende sendt videre til Økonomiudvalget, som den 20. maj anerkendte behovet for at reducere sagsbehandlingstiden på lokalplaner.

Økonomiudvalget anbefaler nu, at halvdelen af finansieringen findes inden for Udvalget for Teknik og Miljøs eget område, mens den resterende halvdel foreslås finansieret af kommunens kassebeholdning.

Den endelige beslutning skal nu træffes af Byrådet.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler