Martin Thomsen forlader Hobro IK
Der detonerede noget af en bombe i Hobro-lejren kort efter søndagens 0-0-kamp mod Middelfart. For kort efter slutfløjt blev spillertruppen orienteret om, at cheftræner Martin Thomsen er fortid i klubben.
Ikke fordi han er blevet fyret – men fordi han skifter til Viborg FF, hvor han ifølge oplysninger skal tiltræde som first team coach. I den rolle skal han støtte Viborgs nye cheftræner Nickolai Lund.
Dermed blev opgøret mod Middelfart Martin Thomsens sidste som cheftræner for Hobro IK. I mere end fire sæsoner har han stået i spidsen for 1. divisionsklubben, hvor han har haft en markant rolle i klubbens udvikling. Under hans ledelse gennemgik holdet en forvandling og blev kendt for et mere spillende og offensivt udtryk – noget der blandt andet har medført bedre muligheder for at udvikle og sælge spillere videre på attraktive vilkår.
Derfor kommer det måske også en smule overraskende, at Martin Thomsen ikke skifter til en anden klub i en cheftrænerrolle, men i stedet som assistent på førsteholdet.
Ifølge klubben vil Hobro IK melde officielt ud om trænersituationen i løbet af i morgen, mandag den 28. juli.





