Meny i Als lyser i december
Julen står snart for døren og for mange husstande og butikker plejer december at være lig med masser af elektrisk julebelysning – men på grund af den markante strømstigning kan det være, at december i år bliver mørkere end den plejer.
Hos Meny i Als fortæller købmand Michael Rosengren om deres overvejelser og beslutning i forhold til julebelysningen i år:
– Mørket har ramt os – og vi danskere sparer alle på strøm og varmen. Det har vi fået besked på. Vi har derfor også tænkt og regnet lidt – for vi vil så gerne give jer noget smukt at kigge på her i Als i december måned.
– Vi har derfor besluttet at sætte vores fine julebelysning op, når vi rammer den søde juletid. Vi ønsker at se glæden hos alle vores kunder og jeres kære børn. Det betyder meget for os – og vi håber, at I vil nyde den flotte belysning.
– Er det nu ansvarligt, tænker du måske? Ja. Det synes vi faktisk, at det er. Vi investerede for 3 år siden i den nyeste form for belysning, som er både energivenlig og god for pengepungen.
– Det koster os derfor dagligt cirka 8 kr. at have tændt vores julebelysning i 12 timer. Og løsningen sluger selvsagt minimalt med strøm.
– Vi glæder os til at tænde vores fine julebelysning og håber vi ses i Meny i Als, slutter købmanden.