Musik i Østerskoven i Hobro vender tilbage – ny festivalplads og billigere billetter
Der har været stille i Østerskoven den seneste tid, men nu er der igen grund til at finde festhumøret frem. Fredag den 12. juni vender Musik i Østerskoven nemlig tilbage i Hobro med masser af livemusik, hygge og sommerstemning – denne gang på en ny festivalplads, men med de samme velkendte rammer.
Musik i Østerskoven afholdes for fjerde gang og byder som altid på omkring 10 timers livemusik. Årets udgave adskiller sig dog en smule fra tidligere år, blandt andet med ny placering af festivalpladsen og lavere billetpriser.
Den nye festivalplads bliver etableret på parkeringsarealet uden for DS Arena. Flytningen sker for at skabe en mere intim festivaloplevelse og samtidig give græstæppet inde på stadion mulighed for den nødvendige sommerrenovering. Pladsen vil fortsat være smukt omkranset af Østerskoven og have kapacitet til cirka 2.500 gæster.
Ifølge formand for Eventforeningen, Thomas Floor, er flytningen nøje overvejet:
“Vi har evalueret og kigget på, hvordan vi kan skabe de bedste rammer og den bedste stemning til Musik i Østerskoven. Selvom vi har været glade for at afholde arrangementet inde på DS Arena, er den nye plads et godt alternativ. Samtidig giver vi tid til den sommerrenovering, som græstæppet har brug for. Vi lægger os i selen for, at den nye plads bliver mindst lige så hyggelig og festlig som den tidligere,” siger han.
Festivalgæsterne kan også i år se frem til de samme velkendte elementer. Den populære vinbar vender tilbage, der bliver rigeligt med siddepladser og caféborde, og barerne byder på både Hancock-fadøl og cocktails – alt sammen med fokus på fest og hygge.
Musikprogrammet er allerede begyndt at tage form, og nogle af de første navne er nu offentliggjort. Blandt andet kan publikum glæde sig til Almost AC/DC, der er kendt for at levere et energifyldt og autentisk AC/DC-show, samt den folkekære Poul Krebs, der med sit store bagkatalog og nærværende koncerter er garant for fællessang og god stemning.
Ifølge Thomas Floor er der fortsat fokus på fest og kvalitet i årets program:
“Tre af de fire navne er allerede booket. Vi har skruet en smule på musikbudgettet i forhold til tidligere år, men vi har stadig haft fokus på at booke bands og kunstnere, der er garant for fest og glade dage – og her passer både Almost AC/DC og Poul Krebs rigtig godt ind,” fortæller han.
En anden nyhed i år er, at festivalen flytter fra lørdag til fredag. Musikprogrammet starter kl. 14.30 og slutter ved midnat, hvorefter der bliver mulighed for at fortsætte festen til ‘MIØ Afterparty’ i Sparekassen Danmark Loungen.
Billetprisen til Musik i Østerskoven bliver 250 kroner plus gebyr. Billetsalget starter fredag den 30. januar kl. 10.00 via shop.mioe.dk.




