4 ud af 10 danskere rammes mentalt af økonomiske bekymringer
Økonomiske bekymringer fylder mere end blot i budgettet. For mange danskere sætter bekymringerne sig også i kroppen og påvirker både humør, energi og søvn. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.
Økonomien presser flere danskere og det har vist sig at gå ud over det mentale velvære.
En ny YouGov-undersøgelse foretaget for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland viser, at næsten fire ud af ti danskere føler sig negativt påvirket af økonomiske bekymringer. Undersøgelsen peger især på, at mange forsøger at håndtere udfordringerne ved at skære ned på forbruget eller reducere faste udgifter.
Samtidig viser tallene, at økonomisk usikkerhed ofte fører til et øget mentalt pres i form af dårligere humør, mere stress og mindre overskud i hverdagen. Det er en udvikling, der kan få længerevarende konsekvenser, fortæller Mette Glad, fagchef i Sundhed hos Gjensidige.
“Det er en bekymrende tendens, at så mange oplever en reel forværring af deres mentale helbred alene på grund af økonomisk pres. Økonomien er en fundamentalt vigtig del af vores liv, og når den skrider, kan det hurtigt gå ud over hverdagen og påvirke alt fra arbejdsliv til relationer med familie og venner.”
Ifølge Mette Glad er det derfor afgørende tidligt at få sat ord på sine bekymringer. Hun understreger, at man enten kan tale med en professionel eller dele sine tanker med sine nærmeste. Jo længere økonomiske bekymringer får lov til at vokse, desto større er risikoen for, at de påvirker trivslen i en negativ retning.
Flere danskere handler på bekymringen
Ifølge undersøgelsens tal forsøger cirka 30 % af danskerne at mindske deres økonomiske udfordringer ved at skrue ned for deres udgifter. Jan Mågård, fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland, anerkender, at det kan være et vigtigt første skridt, men opfordrer til, at man tager en snak med sin bank, hvis de økonomiske bekymringer fortsat fylder:
”Er det svært at få pengene til at række, er det en god ide at se på, om man kan sænke sine faste udgifter eller sit generelle forbrug. Måske betaler man til noget, der kan gøres billigere – eller som man ikke behøver. For nogle kan det dog være svært at få skabt et fuldt overblik over økonomien, og der vil jeg opfordre til, at man får hjælp fra sin bankrådgiver”.
Han tilføjer, at banken også kan hjælpe med at se på, om der for en periode skal laves en anden plan for betaling af store udgifter til f.eks. bolig og andre lån:
”Måske er der nogle knapper at skrue på, som man ikke selv er opmærksom på, og som kan give mere luft i økonomien. Jo tidligere, desto lettere er det at stabilisere økonomien og mindske bekymringerne. Økonomisk tryghed er så vigtigt for, at vi har ro i maven og trives i hverdagen, så man skal reagere, hvis man oplever, at det er ved at køre af skinnerne”.
Top 5 konsekvenser af økonomisk bekymring
- Reduceret forbrug (20%)
- Dårligere humør (18%)
- Øget stress (17%)
- Mindre overskud i hverdagen (16%)
- Søvnbesvær (12%)




