Ledige lejligheder i Snæbum: Naturforeningen lokker nye tilflyttere med topmoderne boliger
Der er usædvanligt travlt på boligmarkedet i Snæbum og omegn – i hvert fald hvis man spørger områdets Naturforening. I weekenden var Snæbum og Omegns Naturforening nemlig på storstilet bygge- og opsætningsopgave, hvor 2/3 af de i alt 56 nyindkøbte fuglekasser fandt deres plads i landskabet omkring Snæbum Sø, Mosen og Bette Sø.
Initiativet er støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro, der i juni 2025 tildelte foreningen en donation på 16.100 kr. til formålet. Dermed er der åbnet for, at områdets mest fjerede indbyggere nu kan flytte ind i nye, tidssvarende ”boliger”, hvad enten man er stær, spurv, natugle, træløber – eller en af de lidt mere eksklusive ansøgere: gråænderne. Sidstnævnte er blevet tildelt fem helt særligt indrettede ”Ducktubes”, arkitekttegnet til at forbedre rugeforholdene i en tid, hvor odder, mink, mårhund, skader og krager har gjort livet besværligt for dem.
Snæbum og Omegns Naturforening er en forholdsvis ung størrelse – stiftet i oktober 2024 – men ambitionerne er store og retningen klar: naturen skal have en hjælpende hånd, særligt de vilde fugle. På kort sigt handler indsatsen om at opsætte fuglekasser og etablere ynglebiotoper i Snæbum, Hannerup og de nære områder, hvor behovet er størst.
Bestyrelsen består af:
– Vilhelm Bøgevig
– Brian Esdal Sørensen
– Henning Højbjerg
– Kurt Mikkelsen (formand)
På weekendens store ”Fuglekassedag” fik bestyrelsen god hjælp af Jacob Højbjerg, Benny Mark, Peter Højbjerg, som alle bidrog til at få de mange boliger sikkert op i højden. Her blev både stærekasser, spurvekasser, natuglekasse, træløberkasse og altså de opsigtsvækkende Ducktubes sat op – og flere kasser er endnu på vej. Der mangler fortsat enkelte stærekasser, spurvekasser samt specialdesignede boliger til kirkeugle, spætte og hvinand.
Men ét er sikkert: Snæbum gør sig klar til et sandt boligboom.
De lokale borgere ser frem til at følge de nye tilflyttere, når der for alvor kommer liv i redebyggeriet. Der spekuleres allerede i, om der bliver kamp om de bedste adresser med søudsigt, og om stærefamilierne igen i år vinder kapløbet om tidligste indflytningsdato.
Foreningen arbejder samtidig videre med naturforbedrende tiltag i de kommende år og repræsenterer naturens interesser i følgegruppen for den mulige Energipark Hejring – naturen har jo, som de selv påpeger, ingen stemme, før det er for sent.
Bestyrelsesmedlem Henning Højbjerg bemærker afslutningsvis med et smil, at der såmænd også står et par enkelte huse til salg i Snæbum-Hannerup for de mere menneskelige tilflyttere. Byens borgere hilser alle velkomne – ”ikke kun dem med vinger,” som han formulerer det.






