Mariager Fjord Orienteringsklub klar med træningsløb i Hou Skov
Onsdag den 26. august inviterer Mariager Fjord Orienteringsklub til efterårets tredje træningsløb. Denne gang går turen til Hou Skov mellem Mariager og Assens, hvor deltagerne kan se frem til udfordringer i det kuperede terræn.
Der vil være afmærkning i Fladbjerg, mens stævnepladsen bliver placeret på Fladbjergvej mellem Fladbjerg og Hou. Der er mulighed for at starte mellem klokken 17.00 og 18.30.
Hou Skov byder på et meget kuperet terræn og mange tætheder i skoven. Det betyder, at der bliver nok at arbejde med – også for de mere erfarne orienteringsløbere.
Fem forskellige baner
Erik Nielsen og Henrik Bach fra Mariager Fjord Orienteringsklub står for banelægningen og har sammensat fem forskellige baner, så både begyndere og rutinerede løbere kan være med.
Der tilbydes en let bane på 2,7 kilometer for begyndere og let øvede samt en mellemsvær bane på 4,3 kilometer for løbere med lidt mere erfaring.
For de erfarne orienteringsløbere er der tre svære baner at vælge imellem på henholdsvis 3,0, 5,0 og 6,2 kilometer.
Som altid ved Mariager Fjord Orienteringsklubs træningsløb er det gratis at deltage. Nye løbere er også meget velkomne, og klubbens medlemmer står klar til at hjælpe dem godt i gang med orienteringsløbet.





