Ørnens Dag på søndag i Lille Vildmose inviterer til naturoplevelser for hele familien
Søndag den 22. februar 2026 fra klokken 10 til 14 afholdes Ørnens Dag i Lille Vildmose. Arrangementet er åbent for alle og giver mulighed for at opleve havørne og andre rovfugle i deres naturlige omgivelser.
Bag arrangementet står Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland, Aalborg-gruppen, i samarbejde med Aalborg Kommune.
På dagen vil flere af fugletårnene i området være bemandet med fuglekyndige formidlere, som hjælper besøgende med at finde og identificere fuglene.
Samtidig holder Lille Vildmosecentret åbent med fri entré takket være et sponsorat fra Mou-El Service. Her vil dagens observationer blive samlet, så besøgende kan følge med i, hvor ørnene er blevet set.
I centret vil Ørneklubben også være til stede med aktiviteter, hvor især børn kan lære om fugle gennem udstillinger af blandt andet kranier, fjer og næb. Der vil desuden være mulighed for at få kaffe og te.
Praktisk information
Tid: 10.00 – 14.00
Sted: Fugletårnene i Lille Vildmose og Lille Vildmosecentret, Vildmosevej 100, 9280 Storvorde
Arrangører: Dansk Ornitologisk Forening Nordjylland, Aalborg-gruppen og Aalborg Kommune
Turledere: Anton Thøger Larsen og Thorkild Lund
Alle er velkomne – og med lidt held kan man få en naturoplevelse med vingesus, man sent vil glemme.





