Tilbageblik på Pilgrims-ugen 2025
Spændt forventning. Mødet med nye mennesker – og kendte mennesker. En kirke i solskin, en velkendt salme, fælles åndedrag, Pilgrims-ugen 2025 er i gang. Fødderne er friske, senere bliver de varme og så finder de ind i en rytme, ligesom resten af kroppen. Bare sætte den ene fod foran den anden. Stilhed, plads til naturens lyde. Lytte indad.
I uge 21 holdt Hobro Kirke atter Pilgrims-uge i samarbejde med Skjellerup, Øls-Hørby-Døstrup, Hvornum-Snæbum-Hvilsom og Mariager sogne. I år havde deltagerne fornøjelsen af en fast pilgrimspræst, nemlig Karin Hasling, som stod for den indre vandring ugen igennem (i Øls dog fint varetaget af sognepræst Anders Tranholm-Bjerg).
Takket være Karin og erfaringerne fra den første pilgrims-uge sidste år er det som om, at pilgrims-ugen har fundet sin form. Det bekræfter de mange og positive – nogle ligefrem rørende – tilbagemeldinger, Hobro Kirke har fået fra ugens deltagere. Hobro Kirke sender en stor TAK for alle tilbagemeldingerne og til alle der deltog, hvad enten det var en enkelt dags vandring eller hele ugen. “I bidrog til et trygt og givende fællesskab”.
Hobro Kirke bliver bekræftet i, at det også giver mening at holde kirke i naturen. At der er behov for det pusterum og den næring, en pilgrimsvandring giver. Så der er slet ingen tvivl: Naturligvis holder Hobro Kirke Pilgrims-uge igen i 2026.












