ForsideMariagerfjordMariagerfjord Ungdomsskole vinder demokrati-pris for andet år i streg

Mariagerfjord Ungdomsskole vinder demokrati-pris for andet år i streg

- Annonce -

Mariagerfjord Ungdomsskole vinder demokrati-pris for andet år i streg

Igen i år deltog unge fra Mariagerfjord Ungdomsskole i Ungdommens EU-topmøde på Christiansborg. Mere end 120 unge fra hele Danmark deltog, og for andet år i streg lykkedes det en ung fra Mariagerfjord Ungdomsskole at vinde en af weekendens tre eftertragtede priser.

Ungdommens EU-topmøde
Normalt er Christiansborg fyldt med folkevalgte politikere og journalister fra Danmarks største medier – men en weekend om året slår Europabevægelsen dørene op til Ungdommens EU-topmøde. Her deltager unge fra hele landet i et europæisk rollespil, hvor samarbejde, forhandling og politiske beslutninger er i centrum.

De unge indtager roller som ministre fra et af EU’s 27 medlemslande, medlemmer af Europa-Parlamentet eller politiske journalister. I løbet af weekenden arbejder de med konkrete lovforslag, som først forhandles internt i ministergrupper og parlamentet, hvorefter parterne skal blive enige om en fælles lovtekst. Samtidig dækker de unge journalister hele processen ved at interviewe, analysere og formidle forhandlingerne.

Forhandlingerne foregår i Landstingssalen og øvrige lokaler på Christiansborg, hvilket giver deltagerne et unikt indblik i det politiske arbejde. Weekenden afsluttes med præsentation af det færdige lovforslag for en folkevalgt politiker, som giver feedback. Derudover uddeles tre priser: to til særligt dygtige ”politikere” og den eftertragtede Cavlingpris til weekendens største journalistiske talent.

To år – to priser
Mariagerfjord Ungdomsskole deltog både i Ungdommens EU-topmøde i 2025 og 2026, og begge år har kastet en pris af til en af kommunens unge. I 2025 vandt Victoria Marie Blicher Alting en pris for sin særlige indsats som Cyperns klimaminister, og i 2026 lykkedes det Saman Sulaiman at vinde Cavlingprisen for sin ekstraordinære dækning af weekendens forhandlinger.

Bag succesen ligger en målrettet indsats fra Mariagerfjord Ungdomsskole. Forud for topmødet samles deltagerne til forberedelsesdage, hvor de arbejder med materialet, træner debat- og forhandlingsteknikker samt udvikler journalistiske vinkler. Det giver de unge et stærkt fundament og mod på at deltage aktivt, når de træder ind i rollerne på Christiansborg. Saman Sulaiman fortæller: “Det var en vild oplevelse at være med. Vi havde forberedt os godt hjemmefra, og det gav os virkelig en fordel, da vi først stod klar på Christiansborg – forberedelsen gjorde, at man følte, man var et skridt foran. Fællesskabet, de nye mennesker og bare det at være på Christiansborg var en stor del af oplevelsen. At dække forhandlingerne og skulle tænke hurtigt som journalist var både udfordrende og mega fedt – og det gjorde det endnu federe at vinde prisen.”

Mariagerfjord Ungdomsskole er stolte af de unges indsats og engagement. Deltagelsen i topmødet er en vigtig del af arbejdet med at styrke unges demokratiske forståelse og give dem mod på at engagere sig i samfundet. Ungdomsskolens bestyrelsesformand Mette Binderup udtaler: “Vi er utrolig stolte af de unge og deres præstationer. Det er vigtigt, at unge får mulighed for at arbejde med demokrati i praksis, og Ungdommens EU-topmøde er en helt særlig ramme for netop det. Det viser, hvor langt man kan nå, når man tør engagere sig og bruge sin stemme.”

Deltagelsen i Ungdommens EU-topmøde er endnu et eksempel på, hvordan Mariagerfjord Ungdomsskole arbejder for at give unge oplevelser, der rækker ud over klasselokalet. Med to priser på to år står det klart, at de unge fra Mariagerfjord ikke bare deltager – de sætter også deres tydelige aftryk.

Foto: Mariagerfjord Ungdomsskoler
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler