ForsideHobroREGAN Vest, Fyrkat og Aalborg: Ulla formidler historien, så den bliver levende...

REGAN Vest, Fyrkat og Aalborg: Ulla formidler historien, så den bliver levende igen

- Annonce -

REGAN Vest, Fyrkat og Aalborg: Ulla formidler historien, så den bliver levende igen

Ulla Varnke Sand Egeskov, museumsinspektør og udstillingskoordinator ved Nordjyske Museer, Vestermarksvej 32, Storvorde, fyldte lørdag 16. november 50 år.

Det helt store omdrejningspunkt i Ulla Varnke Sand Egeskovs arbejdsliv er, hvordan formidler vi historien.

Den spirende interesse for fortiden kom for alvor til udtryk i en sommerferie, mens hun læste på handelsskolen i Vejle, hvor hun også er født og opvokset. Oprindelig ville hun være arkæolog, og derfor tilbragte hun sommeren på en udgravning. Her fandt hun dog hurtigt ud af, at det spændende i stedet lå i at tolke på historien, og knap så meget at grave den frem af mulden. Efter at have været kontorelev i Udenrigsministeriet i en kort periode, valgte hun derfor at læse historie på Aalborg og sidenhen Aarhus Universitet.

I 2008 blev hun ansat som museumsinspektør ved Sydhimmerlands Museum, som i 2009 blev en del af Nordjyske Museer. I dag arbejder Ulla Varnke Sand Egeskov som faghistoriker og leder af udstillingsgruppen hos Nordjyske Museer, som består af i alt 13 museer.

Hos Nordjyske Museer har hun været stærkt involveret i flere store projekter – deriblandt Koldkrigsmuseet REGAN Vest. 

I 2012 kom koldkrigsbunkeren første gang på banen i museumssammenhæng, og i 2023 kunne den så åbne som museum. Ulla Egeskov har i den forbindelse været ansvarlig for udstillingen i den nybyggede velkomstbygning ved bunkeren, der blandt andet indeholder genstande fra den atombombede by Hiroshima, samt indretningen af maskinmesterboligen, der ligger foran bunkerens indgang. Den fremstår i dag som et dansk hjem anno 1980. Hun har desuden været med til at udvikle rundvisningerne i selve bunkeranlægget og oplære museets guider. 

Undervejs er det blevet til flere bøger om REGAN Vest og Den Kolde Krig, og 29. november 2024 udkommer bogen ”Aalborg under Den Kolde Krig – beskyttelsesrum og kommandocentraler 1945-1991”. Hun er desuden af del af et større forskningsprojekt i samarbejde med Aalborg Universitet, der omhandler beredskabet i Danmark. Det har fokus på, hvordan man opfattede risikoen for krig, og hvad det var, samfundet forberedte sig på under Den Kolde Krig.

På det seneste har Ulla Varnke Sand Egeskov også arbejdet med en ny udstilling ved ringborgen Fyrkat, der i 2023 kom på UNESCOs Verdensarvsliste. Udstillingen åbnede i september 2024 under overværelse af Dronning Margrethe. 

I dag – og de kommende år – fylder projektet Aalborg som historisk destination også en hel del. Et projekt, der blandt andet betyder en totalrenovering af Aalborg Historiske Museum inklusiv helt nye udstillinger. Det nye Aalborgmuseum forventes at stå færdigt i 2028.

Privat er Ulla gift med Tom Sand Egeskov, og sammen har de to børn på hhv. 14 og 19 år. I sin fritid bruger Ulla blandt andet sin tid på heste og ridning.

LÆS OGSÅ: Klæd Dig i Mariager fejrer 2-års fødselsdag med store rabatter og fest

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler