Bus forsvandt fra Hobro Busterminal – politiet fandt den på motorvejen
En noget usædvanlig anmeldelse tikkede tidligt torsdag morgen ind hos politiet, da en bus pludselig var forsvundet fra Hobro Busterminal.
Ifølge fungerende politikommissær Frederik Als fra Efterforskning Himmerland modtog politiet klokken 05.31 en anmeldelse om, at en almindelig rutebus fra Keolis ikke længere stod, hvor den skulle.
Det særlige ved sagen var, at anmelderen kunne oplyse, at bussens position kunne spores, og at den befandt sig i området omkring Silkeborg.
Politiet sendte straks patruljer afsted, og kort efter lykkedes det at få kontakt til bussen på motorvejen. Bussen kørte efterfølgende ind på en rasteplads, hvor betjentene fik standset køretøjet.
Bag rattet sad en 38-årig mand med ukendt adresse. Ved kontrollen viste det sig, at manden ikke havde førerret til at køre bussen.
Samtidig mistænkte politiet, at han var påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest gav et positivt resultat for cannabis, hvorefter manden blev anholdt.
Han er nu sigtet for flere overtrædelser.
Der var ingen passagerer i bussen, og ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden.








