21. december i Hobro – Snogens træk
Sneen lå tung over Hobro, og vinden havde lagt sig til en isnende stilhed, da Jeppe og Jens forlod stadion med hjelmen pakket ind i presenningen. De havde parkeret længst væk i et hjørne ovre ved vandrehjemmet og manglede kun få skridt før de var ved bilen, Pludselig trådte en skikkelse frem fra mørket.
Snogen.
Hans frakke var sort som natten, og selvom hans stemme var grødet og skinger, skar den gennem kulden:
“Giv mig hjelmen. Nu!”
Jeppe stivnede. Jens greb hårdere om presenningen, men Snogen var hurtigere, end de havde forestillet sig. Med et voldsomt ryk rev han pakken ud af Jens’ hænder. Presenningen flænsede, og hjelmen glimtede i det svage lys, før Snogen pressede den ind under armen og løb ned mod skoven.
“NEJ!” råbte Jeppe og satte i løb, men Snogen var allerede væk mellem de sneklædte træer. Hans små håndlangere fulgte som mørke skygger, og lyden af knasende grene forsvandt ned i skoven mod fjorden.
“Hey! Skal I have hjælp til noget!” lød en klar stemme bag dem. Jeppe vendte sig og så en lav, bred Audi R8 Quattro, som næsten lydløst var kørt ind på parkeringspladsen ved tennisbanerne. Dens forlygter var som skarpe øjne og den fremstod som det mest gudesmukke køretøj, selvom den næsten var skjult i mørket. Vinduet var rullet ned og bag rattet sad sad Tommy 2-takt, legenden fra Le Mans, med et blik, der kunne skære gennem stål.
“Hop ind!” råbte han kort.
Jeppe og Jens kastede sig ind i bilen, og motoren brølede pludselig, som en vred tyr. Dækkene skar gennem sneen, mens Tommy drejede skarpt ned mod skoven. “Han tager sikkert vejen ned forbi mørtelværket mod havnen,” sagde han uden at fjerne blikket fra vejen. “Hold fast.”
Han vendte bilen, som på en tallerken og drønede med vild fart ned ad Mariagervej. Gadelygterne blev nærmest sovset ind i hinanden og blinkede som en billig lyskæde fra T-Hansen. Jeppe kunne mærke adrenalinen pumpe, mens han forestillede sig Snogens vej ned mod byen, gennem skoven. Ville det lykkes dem at fange ham, inden det var for sent?
De nåede havneområdet og Tommy 2-takt parkerede hurtigt uden for Café K. Pludselig blev et lys tændt henne ved den Blå Fisk. De kunne lige ane, at det ikke var fra en bil, men fra noget tungt og massivt. De kom tættere på og så at det var en traktor med kæmpe hjul, som stod på tværs af vejen som en jernmur. Søren Jordfræser – én af landets største jordbesiddere og bror til Jens Vingefang – sad bag rattet, og hans ansigt var skarpt som frosten. Han lagde maskinen i gear, og motoren brummede som en advarsel.
Snogen kom løbende med tungen ud af sine grimme fyldige læber og prustede højere end det gamle veteranlokomotiv, der kører fra Handest til Mariager. Han stoppede brat op og sneen sprøjtede op omkring ham. Han drejede mod Skibsgade, men Søren var allerede ude af traktoren, med en styrke som en mand, der havde kastet med roer og løftet halve heste, hele sit liv. Han greb Snogen i frakken og rev ham tilbage med et ryk, der fik hjelmen til at glide ud af hans arm og ramme den frosne asfalt med et klirr.
Jeppe løb så hurtigt, som han aldrig havde prøvet før og kastede sig over hjelmen, mens Jens og Tommy 2-takt holdt øje med Snogens små fedladne håndlangere, der tøvede i skyggerne. Snogen knurrede som et dyr, men Søren stod urokkelig, og Tommy trådte frem med et blik, der sagde alt:
“Du kommer ikke længere din lille lort.”
Men Snogen smilede – et smil, der var alt andet end menneskeligt. “I tror, I har vundet, men I blir’ klogere” hvæsede han. Inden de fik set sig om, havde han fået revet sig fri og havde viklet sig ud af sin ildelugtende og snavsede jakke og luntede tilbage mod den gamle fiskerihavn. De lod ham løbe og så ham forsvinde i mørket. Hans håndlangere fulgte som skygger, og snart var der kun lyden af vinden og fjordens dybe rumlen.
Jeppe stod med hjelmen i hænderne, hjertet hamrede. Han så at Jens havde helt blanke øjne og rystede i kroppen. De kunne mærke det – kampen var ikke slut. Den var kun begyndt.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 22. december i Hobro – Samling ved Fyrkat
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv




