ForsideØstkystenSpændende indvielser markerer stor udvikling ved Als Hallen

Spændende indvielser markerer stor udvikling ved Als Hallen

- Annonce -

Spændende indvielser markerer stor udvikling ved Als Hallen

Der sker i øjeblikket store ting i Als, hvor Als Hallen og Als Sport & Event nu inviterer hele lokalsamfundet til en festlig eftermiddag med indvielse af en række nye projekter fredag den 29. maj fra klokken 16.00 til 17.30.

Bag de mange nye tiltag står både frivillige kræfter, lokale foreninger og flere fonde, som har bidraget til at skabe nye rammer for fællesskab, aktiviteter og udvikling i byen.

Et af de mest markante projekter er det nye mødested ”ALSSAMMEN”, som er doneret af Realdania gennem puljen ”Vores Sted”. Mødestedet er opført ved Als Hallen tæt på både padelbaner, multibane og outdoor fitnessområde.

Ifølge Als Sport & Event er tanken, at området skal være et samlingspunkt for både aktiviteter og hyggeligt samvær på tværs af generationer og interesser.

– Vi drømmer om et sted, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor både eksisterende og nye fællesskaber kan mødes, lyder det fra arrangørerne.

Samtidig er Als Hallen næsten færdig med en omfattende og bæredygtig renovering af cafeteriet, som blandt andet er støttet med 350.000 kroner fra Nordea Fondens Renoveringspulje.

Renoveringen omfatter blandt andet nyt bæredygtigt marmoleumsgulv, energibesparende vinduer og LED-belysning, nyt køkken, akustikforbedringer samt en fleksibel foldevæg, der gør det muligt at opdele lokalet til forskellige aktiviteter og arrangementer.

Målet er at skabe et moderne og indbydende samlingspunkt for hele byen.

Som en del af fornyelsen får cafeteriet også nye borde og stole. Sparekassen Danmark Fonden Hobro har støttet projektet med 48.000 kroner til blandt andet nye polstrede stole og opgraderede borde med genbrugte stel.

Derudover har Als Sport & Event modtaget 50.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro til indkøb af 20 sammenklappelige bordbænkesæt, som skal kunne bruges af byens foreninger ved arrangementer året rundt.

Også teknologien i hallen får et løft. En ny topmoderne LED-skærm på ni kvadratmeter bliver installeret som både måltavle, præsentationsskærm og storskærm til sportsbegivenheder, kulturelle arrangementer, foredrag og filmaftener. Projektet er blandt andet støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro, Norlys Vækstpulje og Sparekassen Hadsund Fonden.

Bag projekterne står et stort lokalt engagement, og arrangørerne glæder sig til at vise resultaterne frem.

– Det er meget vigtigt for os at få sagt et stort tak til fondene, der har støttet projekterne. Samtidig vil vi gerne vise, hvor mange spændende ting der sker i Als i øjeblikket, fortæller udviklingsmedarbejder Pernille Wolff-Tæstensen fra Firkløver Hallerne.

Indvielsesarrangementet afsluttes med grillede pølser, fadøl og sodavand for alle fremmødte.

En ny topmoderne LED-skærm på ni kvadratmeter skal fremover bruges som både måltavle, storskærm og præsentationsskærm ved arrangementer i Als Hallen. Foto: Privat
Als Hallens cafeteria har gennemgået en omfattende bæredygtig renovering med blandt andet nyt gulv, nyt køkken og energibesparende løsninger. Foto: Privat
20 nye bordbænkesæt skal skabe bedre rammer for arrangementer og fællesskab i Als – både indendørs og udendørs. Foto: Privat
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler