To hændelser på Hobro Station i weekenden
-I weekenden modtog Himmerlands Politi to anmeldelser fra togpersonalet på Hobro Station i forbindelse med, at et par kunder ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt i DSB’s toge, fortæller politikommissær Mikkel Mitchell fra Himmerlands Politi i Hobro og fortsætter:
-Lørdag eftermiddag kl. 15.21 blev politiet tilkaldt for at bortvise en 31-årig kvinde fra toget. Kvinden havde taget noget chokolade og vand fra 1. klasse, selvom hun ikke havde billet til 1. klasse. Politiet sørgede for at kvinden blev sat på det næste tog mod syd – på 2. klasse.
-Søndag eftermiddag kl. 14.20 var den gal igen og politiet blev endnu engang kaldt til Hobro Station for at hjælpe en person af toget. Denne gang var det en 49-årig mand, en asylansøger fra Sønderjylland, som var beruset og højrøstet i toget. Den 49-årige mand følte sig dog diskrimineret af togpersonalet og patruljen.
-Det er desværre efterhånden blevet en standardopgave for politiet, at der er personer, som ikke synes de skal følge DSB’s regler og dermed ikke respektere togpersonalets anvisninger, slutter politikommissæren.