Sammen er vi stærkere: Tre foreninger går sammen om fremtidens idræt for børn og unge
Hadsund Boldklub Håndbold, Onsild IF og Hik-Rosendal Håndbold går sammen om et nyt fælles udviklingsprojekt. Med FIBU – Fremtidens Idræt for Børn og Unge – vil de tre foreninger gøre det nemmere at være frivillig, træner og medlem og samtidig skabe endnu bedre muligheder for børn og unge i Mariagerfjord Kommune.
Der er masser af gode kræfter i de lokale foreninger. Frivillige, trænere, ledere og forældre får hver eneste uge hverdagen til at fungere og skaber fællesskaber for børn og unge.
Men vil foreningerne ikke stå stærkere sammen end hver for sig?
Det spørgsmål er en af grundtankerne bag det nye samarbejde mellem Hadsund Boldklub Håndbold, Onsild IF og Hik-Rosendal Håndbold.
Sammen har de derfor søsat FIBU Mariagerfjord – Fremtidens Idræt for Børn og Unge.
Ambitionen er klar: Sammen er vi stærkere.
Stærkere og velfungerende foreninger
FIBU Mariagerfjord er ikke sat i verden for blot at skabe vækst i medlemstallene. Det handler i lige så høj grad om at skabe stærkere og velfungerende foreninger.
Det skal være nemmere at være frivillig, trænerne skal have bedre muligheder for sparring, og medlemmer og forældre skal opleve en god og enkel hverdag.
– Vi har hver især rigtig meget godt at byde på. Men vi tror på, at vi kan blive endnu bedre, hvis vi begynder at bruge hinandens erfaringer endnu mere, fortæller Jan Frederiksen, formand for Hik-Rosendal Håndbold.
Hvis én forening har fundet en god løsning på en udfordring, skal de andre ikke nødvendigvis bruge måneder på at finde den samme løsning.
– Vi kan dele, sparre og bygge videre på hinandens erfaringer, siger Jan Frederiksen.
Første år med fokus på tre foreninger
FIBU Mariagerfjord er tænkt som et langsigtet projekt, men i første omgang er de tre foreninger omdrejningspunktet.
Her skal samarbejdet bygges op, idéerne afprøves og erfaringerne samles. Det kan handle om alt fra frivillighed og unge trænere til samarbejde med skoler og SFO’er, bedre organisering og udvikling af aktiviteter for børn og unge.
– Vi har mange af de samme udfordringer, selvom vores foreninger selvfølgelig er forskellige. Derfor giver det rigtig god mening at arbejde sammen. Vi skal ikke gøre tingene ens. Vi skal lære af hinanden og finde ud af, hvad der fungerer bedst hos os hver især, siger Martin Rørbæk Hansen, formand for Onsild IF.
På længere sigt er ambitionen, at erfaringerne kan komme endnu flere til gode, og at FIBU eventuelt kan åbnes for flere foreninger i Mariagerfjord Kommune.
Jakob Olsen skal drive projektet
Til at drive projektet fremad har de tre foreninger ansat Jakob Olsen som foreningsudvikler og børne- og ungeansvarlig.
Han har mange års erfaring fra håndbold- og foreningslivet som både frivillig, træner, leder og professionel og har desuden arbejdet med foreningsudvikling.
– Vi havde brug for en person, der både kender foreningslivet indefra og samtidig kan være med til at udfordre os og se muligheder på tværs, fortæller Susanne Tvorup, projektansvarlig i Hadsund Boldklub Håndbold.
Jakob Olsen skal ikke komme med en færdig opskrift på, hvordan foreningerne skal drives.
– Han skal være sparringspartner, igangsætter og bindeled mellem os, siger Susanne Tvorup.
En vigtig del af opgaven bliver samtidig at samle de gode erfaringer og få dem til at bevæge sig mellem foreningerne samt understøtte foreningerne i deres initiativer.
Flere børn og unge skal være aktive
I sidste ende handler FIBU om at skabe endnu bedre muligheder for, at børn og unge kan blive en del af foreningsfællesskabet.
– Vi vil gerne have flere børn og unge ud at røre sig. Men det kræver stærke foreninger, og det kræver voksne og unge, der har lyst til at være en del af dem. Derfor hænger tingene sammen, siger Susanne Tvorup.
Projektet skal blandt andet have fokus på bedre muligheder for unge trænere og frivillige, et stærkere samarbejde med skoler og SFO’er og på at gøre det lettere for foreningerne at udvikle nye aktiviteter.
For det er ikke nødvendigvis mangel på gode idéer, der er udfordringen. Nogle gange mangler der ganske enkelt tid, hænder eller nogen, som kan hjælpe idéerne fra tanke til handling.
Et samarbejde, der kan vokse
FIBU Mariagerfjord gennemføres i samarbejde med DIF og Mariagerfjord Kommune, og ambitionen er at bruge det første år til at skabe et solidt fundament for et endnu bredere samarbejde.
De tre klubber skal fortsat være selvstændige foreninger med hver deres identitet.
– Men vi behøver ikke stå alene med vores udfordringer, siger Jan Frederiksen.
Også Jakob Olsen ser store muligheder i samarbejdet.
– Jeg tror virkelig på, at vi kan noget sammen, som vi ikke kan hver for sig. Hvis vi kan få det bedste fra de tre foreninger til at arbejde sammen, så kan vi skabe noget, der bliver helt unikt.
Og dermed er retningen sat for FIBU Mariagerfjord:
Sammen er vi stærkere.



