Fart, fællesskab og oplevelser for unge i Hadsund
Der er masser af muligheder for at få nye oplevelser, lære noget nyt og møde andre unge hos Ung Mariagerfjord, hvor programmet igen i år byder på et bredt udvalg af aktiviteter.
Blandt de mange tilbud er der blandt andet mulighed for at tage speedbådscertifikat, hvor deltagerne lærer om sikkerhed, navigation og ansvarlig sejlads på vandet. Kurset foregår i Hadsund over flere dage i maj og giver et lovpligtigt certifikat til speedbåd .
Derudover kan unge også prøve kræfter med actionfyldt paintball, hvor der dystes mod andre ungdomsskoler. Her er der planlagt flere spilledage i april og maj, og deltagelsen er gratis for de unge .
Fælles for aktiviteterne er, at de både kombinerer læring, fællesskab og sjove oplevelser – noget der er centralt for ungdomsskolens arbejde.
“Vi forsøger altid at have et bredt udbud, så der er noget for alle. Det er vigtigt for os, at alle unge har mulighed for at finde et fællesskab, hvor de føler sig hjemme,” fortæller ungdomsskoleleder Lars Otte.
Ung Mariagerfjord tilbyder løbende nye aktiviteter, og der er både noget for dem, der er til fart og spænding, og for dem, der søger sociale fællesskaber og nye kompetencer.
Tilmelding og yderligere information om de forskellige aktiviteter kan findes på ungdomsskolens hjemmeside.





