Politiet kontrollerede vandscootere på Mariager Fjord: Fem ud af seks havde fejl eller overtrædelser
Sommeren har for alvor sendt flere mennesker på vandet, og det har også fået Nordjyllands Politi til at intensivere kontrollen af sejladsen på Mariager Fjord.
I den forgangne weekend gennemførte Maritim Indsats ved Nordjyllands Politi en målrettet kontrol af vandscootere på fjorden. Resultatet viste, at der fortsat er behov for at minde brugerne om reglerne.
I alt blev seks vandscootere kontrolleret – fem ved Mariager og én ved Hadsund. Hele fem af de seks havde én eller flere mangler eller overtrædelser.
Samtidig blev flere motorbåde kontrolleret, og her måtte politiet påtale for høj hastighed i den gravede sejlrende mellem Dania og Hadsund.
Ifølge Nordjyllands Politi modtages der jævnligt anmeldelser om vandscootere, der skaber utryghed for andre brugere af fjorden.
– For de fleste rimer en tur på vandscooteren med fart, leg og sommerstemning. Men det er vigtigt at kende og overholde reglerne – og ikke efterlade fornuften inde på land, skriver politiet.
Politiet peger samtidig på, at hasarderet sejlads tidligere har ført til alvorlige ulykker, og at kontrollen derfor handler om både sikkerhed og tryghed for alle, der færdes på vandet.
Husk reglerne
Nordjyllands Politi minder om, at der gælder en række regler for sejlads med vandscooter:
- Man skal være fyldt 16 år og have et gyldigt vandscooterbevis.
- Vandscooterbeviset skal medbringes under sejlads.
- Der skal holdes mindst 300 meters afstand til kysten.
- Promillegrænsen er 0,5 – også på vandet.
- Der skal være rednings- eller svømmevest til alle ombord.
- Søvejsreglerne gælder også for vandscootere.
- Lokale sejladsbestemmelser skal overholdes.
- Dokumentation for lovpligtig forsikring skal kunne fremvises.
Nordjyllands Politi opfordrer alle, der nyder sommeren på Mariager Fjord, til at vise hensyn til andre sejlende og badegæster, så sommerens ture på vandet bliver både sikre og gode for alle.





