Veddum IF hejser flaget og åbner dørene for 2026-sæsonen
Lørdag den 7. februar markerer Veddum IF starten på 2026-sæsonen, når Dannebrog sendes til tops i flagstangen ved klubbens traditionelle standerhejsning.
Arrangementet starter kl. 13.00, hvor flaghejsningen følges op af en times let træning. Her får både gamle og nye spillere mulighed for at få gang i benene igen efter en lang vinterpause – helt i roligt tempo.
Efter træningen inviterer klubben indenfor i klubhuset, hvor der serveres varm hjemmelavet suppe med lokale bredboller. Her er der god mulighed for at hygge sig og få en snak om den kommende sæson.
I forlængelse af standerhejsningen afholder Veddum IF sin årlige generalforsamling i klubhuset med start kl. 15.00. Dagsordenen følger vedtægterne, og eventuelle indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest den 31. januar. Forslag kan sendes til bestyrelse@veddumif.dk.
Veddum IF benytter samtidig lejligheden til at slå dørene op for nye spillere. Klubben tager gerne imod både herre- og damespillere, så uanset om man overvejer at starte til fodbold for første gang eller genoptage en tidligere karriere, er man meget velkommen til at kigge forbi og se, om Veddum IF kunne være det rette match.
Som en del af sæsonforberedelserne tager klubben desuden på træningslejr i weekenden den 20.–22. hos Idrætscenter Jammerbugt, hvor der bliver arbejdet videre med både det sportslige og det sociale fællesskab.
Veddum IF ser frem til en ny sæson og håber, at både nuværende og potentielle nye medlemmer har lyst til at deltage i klubbens aktiviteter – enten på banen, til generalforsamlingen eller bare for at kigge forbi på dagen.



