ForsideMariagerfjordDen Socialdemokratiske Byrådsgruppe: Vi valgte velfærden før ønskelisten

Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe: Vi valgte velfærden før ønskelisten

- Annonce -

Af Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe Mariagerfjord Kommune

Vi valgte velfærden før ønskelisten

Et budget handler om prioriteringer – og for os i Socialdemokratiet har prioriteringen i årets budgetforhandlinger været klar: Vi skal først passe på den nære velfærd og de tilbud, vi allerede har – før vi sætter en masse nyt i gang.

Det kan heldigvis ses i det budgetforlig, der nu er indgået mellem alle partier i Mariagerfjord Kommune.

På skoleområdet tilføres 3,5 mio. kr. årligt til almenområdet. Det er et varigt løft, der blandt andet kan bruges til flere voksne i undervisningen og til at styrke fællesskaberne omkring vores børn. Samtidig afsættes 13 mio. kr. i 2027 til de specialiserede undervisningstilbud.

På dagtilbudsområdet tilføres 2,1 mio. kr. årligt for at sikre pædagogisk ledelse tæt på børn, medarbejdere og forældre. Det kommer oveni det nationale løft, der samlet giver mulighed for 19 ekstra medarbejdere i kommunens daginstitutioner.

På ældreområdet investeres 7 mio. kr. i 2027 og 5 mio. kr. årligt fra 2028 for at skabe bedre balance mellem økonomien og de behov, vi oplever på området.

Det er for os nogle af de vigtigste socialdemokratiske aftryk på budgettet.

Men et politisk resultat handler ikke kun om, hvad man får tilført. Det handler også om, hvad man vælger ikke at skære væk.

For få måneder siden lå der et omstillingskatalog på bordet med en række besparelsesforslag, som ville kunne mærkes direkte af borgerne.

Der var lagt op til at spare på PPR og reducere antallet af familievejledere. Begge dele er bevaret. Det betyder noget, fordi tidlig hjælp og forebyggelse kan gøre en afgørende forskel for børn og familier.

På ældreområdet var der forslag om at lukke caféen på Solgårdscentret i Arden og indføre endnu en ugentlig lukkedag på fem af kommunens seks aktivitetscentre. Det ville samlet spare 1,6 mio. kr. årligt – men også betyde mindre aktivitet, socialt fællesskab og aflastning for pårørende. De besparelser er heller ikke gennemført.

Og de foreslåede reduktioner i tilskuddene til blandt andet Hadsund Skole-Orkester, turistforeningerne og Kunsthåndværk på Havnen er ligeledes taget af bordet.

Der er samtidig blevet plads til investeringer og udvikling – blandt andet renovering af Rosendalskolen, ny vuggestue i Als, Sundhedshus i Hobro, nye faciliteter til Sundhedshus i Hadsund, Himmerlands Teater, kunstgræsbane i Valsgård, badebro i Øster Hurup og hundeskov i Hobro.

Men vi ved også, at økonomien bliver vanskeligere fra 2028 og frem. Derfor har vi ikke ønsket et budget fyldt med nye varige initiativer.

For Socialdemokratiet handler økonomisk ansvarlighed ikke kun om at finde steder at spare.

Det handler også om at vælge, hvad der er vigtigt at passe på.

Og i dette budget har vi valgt velfærden, de forebyggende indsatser og de fællesskaber, der betyder noget i menneskers hverdag.

Den Socialdemokratiske Byrådsgruppe Mariagerfjord Kommune

- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler