Ungdomsskolen inviterer på weekendtur til Rønbjerg Feriecenter
Badeland, bowling, lasergame, poolparty og hygge med vennerne. Mariagerfjord Ungdomsskole inviterer unge fra 7. til 10. klasse med på en weekend fyldt med aktiviteter på Rønbjerg Feriecenter fra den 30. oktober til 1. november.
Der bliver rig mulighed for både sjove aktiviteter og nye bekendtskaber, når Mariagerfjord Ungdomsskole i efteråret sætter kursen mod Rønbjerg Feriecenter.
Turen finder sted i weekenden fra fredag den 30. oktober til søndag den 1. november og er åben for unge mellem 12 og 18 år, som går i 7., 8., 9. eller 10. klasse.
Deltagerne bliver indkvarteret seks personer sammen i hytter. Har man allerede fem venner, man gerne vil bo sammen med, kan man danne sin egen gruppe på seks. Ellers hjælper Ungdomsskolen med at sammensætte hytterne.
Badeland og poolparty
Programmet byder på en lang række aktiviteter. De unge kan blandt andet prøve kræfter med bowling og lasergame samt sport som badminton, fodbold, klatrevæg og bungee-run.
Der bliver også kreacafé, hvor deltagerne kan lave deres egen T-shirt eller bøllehat.
Hele weekenden er der fri adgang til det tropiske badeland, og lørdag aften bliver der afholdt et særligt poolparty kun for Ungdomsskolens deltagere.
Transporten foregår med bus, og der bliver mulighed for opsamling i Arden, Hadsund og Hobro.
De unge står selv for maden
En del af oplevelsen bliver livet i hytterne. De unge skal selv planlægge, købe ind og lave deres måltider sammen. Mad, snacks, drikkevarer og lommepenge er derfor ikke inkluderet i deltagerprisen.
Inden afrejsen afholdes en introaften onsdag den 7. oktober kl. 18.00-20.00 i Hadsund Hallerne.
Her møder deltagerne deres hyttekammerater, laver madplan, vælger aktiviteter og får styr på de praktiske detaljer. Der bliver også mulighed for at oplyse om eksempelvis medicin, allergier eller særlige hensyn.
Turen koster 800 kroner, hvilket inkluderer transport, overnatning, aktiviteter, badeland, poolparty og kreacafé.
Tilmeldingsfristen er den 1. oktober 2026 kl. 23.00. Tilmeldingen er bindende, og deltagergebyret refunderes ikke ved afmelding.
Billedtekst: Mariagerfjord Ungdomsskole inviterer unge fra 7. til 10. klasse med på en weekend fyldt med aktiviteter, hygge og fællesskab på Rønbjerg Feriecenter.



